Gå til hovedindhold

Løse knæskaller - operation (Patella instabilitet)

Information om hvilke behandlingsmuligheder man har, når man skal opereres for løse knæskaller.

Kort om løse knæskaller

Årsager til løse knæskaller

Der kan være flere grunde til, at knæskallerne bliver løse. Nogle er født med en knæskal, som er mere løs. Ofte har man også andre led, som er løse. Hos andre bliver knæskallen løs efter en akut skade.

Symptomer på løse knæskaller

De mest almindelige symptomer på løse knæskaller er smerter og nedsat funktion i knæet.

Hos nogle hopper knæskallen ud af led. Det kalder vi også for patella luksation. Det giver ofte smerter ved almindelige aktiviteter i dagligdagen. Hos nogle patienter hopper knæskallen ud af led gentagne gange. Når knæskallen hopper ud af led, kan det give alvorlige skader i knæet, og der er risiko for permanente mén og nedsat funktion i knæet.

Behandlingsmuligheder ved løse knæskaller

Aflastning og genoptræning

Når knæskallen går ud af led første gang, og der ikke er skader i knæet, anbefaler vi aflastning og genoptræning.

Undersøgelse af knæet

Hvis knæskallen gentagne gange går ud af led, anbefaler vi, at man får lavet en MR-skanning og en røntgenundersøgelse af knæet.

Operation

Afhængigt af, hvad vi finder ved en undersøgelse af knæet, vurderer vi, om operation er en mulighed. Vi vurderer hvilken type operation, der passer bedst i dit tilfælde. Ofte er det en kombination af flere typer af indgreb:

  • Rekonstruktion af ledbåndet (MPFL-rekonstruktion)
    Ledbåndet på indersiden af knæet (MPFL) forbinder knæskallen med indersiden af lårbensknoglen og er afgørende for stabiliteten af knæskallen. Når knæskallen hopper ud af led, brister ledbåndet. I de tilfælde rekonstruerer vi ledbåndet.

  • Flytning af knæskalssenen på skinnebenet (Elmslie Trillat's operation,distalisering af tuberositas tibia)
    I nogle tilfælde sidder knæskallen skævt, fordi det sted, hvor senen hæfter på skinnebenet, sidder for langt ude på ydersiden af knæet. I det tilfælde kan vi flytte senen og et mindre knoglestykke ind mod indersiden af knæet. Vi sætter senen fast med to skruer. I andre tilfælde sidder knæskallen skævt, fordi knæskallen står for højt. I det tilfælde flytter vi senen nedad på skinnebenet.
  • Dannelse af en ny fure (trochleplastik)
    I nogle tilfælde mangler der fure til knæskallen. Det kan skyldes, at den ikke har udviklet sig nok i barndommen og derfor er for flad. Det kan gøre, at det er svært at styre knæskallen, og den derfor nemt går af led. I det tilfælde laver vi en ny fure ved en åben operation.
  • Rotation af knæskallen (deroterende femurosteotomi og tibiaosteotomi)
    Nogle mennesker har en medfødt fejlrotation af lårbensknoglen eller af underbensknoglen. I nogle tilfælde begge dele. Fejlrotationen medfører, at knæskallen trækker mere udad. Det øger risikoen for, at knæskallen skrider og eventuelt går af led. I det tilfælde kan vi skære knoglen igennem, rotere den på plads og sætte en metalskinne og skruer ind.

Stabiliserende operation for løse knæskaller

Ved en stabiliserende operation i knæet ændrer vi trykket på knæskallen. Vi stabiliserer knæet ved at flytte knæskallens placering. Vi undersøger samtidig den indvendige del af knæet og behandler det. Operationen foretages som en åben operation. Arrets størrelse afhænger af operationsmetoden. Vi bruger den metode, der passer bedst til dit tilfælde.

Efter operationen får du en skinne på benet, så benet bliver holdt strakt. Du skal have den på i mindst 14 dage. I nogle tilfælde skal skinnen blive på i op til 6 uger. Efter operationen fortæller vi dig, hvad der gælder for dig.

Størstedelen (98 %) af de patienter, der får foretaget en stabiliserende operation i knæet, får en stabil knæskal efter operationen og genoptræningen. Der er dog stadig en risiko for et nyt skred i ledet.

Størstedelen oplever færre smerter efter operationen og kan genoptage fysiske aktiviteter på et normalt niveau. I tiden efter operationen har du flere smerter, end du havde inden operationen.

Du skal forvente at være på hospitalet til dagen efter operationen.

Vigtig forberedelse

Forbered din krop på operationen

Når du skal opereres, er det vigtigt, at du spiser sundt, bevæger dig mest muligt og undgår rygning og alkohol. På den måde styrker du dit immunforsvar og mindsker risikoen for komplikationer.

Læs om, hvordan du bedst forbereder din krop på operationen på www.bispebjerghospital.dk/patientguiden. Søg på ’Livsstil - vigtigt for dit behandlingsresultat’.

Gør klar til, når du kommer hjem

Allerede inden operationen er det en god idé at gøre klar til, når du kommer hjem, da hverdagsaktiviteter kan tage længere tid og være mere besværlige end normalt. Du kan fx:

  • lave aftaler med venner eller familie om hjælp til praktiske ting, fx til at handle ind
  • have nem mad klar
  • indrette dit hjem, så det er nemt at komme rundt og nemt at få fat i dine ting.

​Aftal at blive hentet af en pårørende

Allerede inden operationen skal du lave en aftale med en pårørende, der kan følge dig hjem. Du må ikke selv køre bil, cykle eller køre med offentlig transport efter operationen.

Kontakt os, hvis du bliver forkølet, får en infektion eller feber

Hvis du i tiden op til operationen bliver forkølet, får en infektion i kroppen eller får feber, kan vi muligvis ikke operere dig. Du skal derfor kontakte os, hvis det sker.

Kontakt os, hvis du har sår eller rifter på huden

Du må ikke have sår, rifter eller hudafskrabninger i det område, hvor du skal opereres, da det øger risikoen for betændelse. Vær særligt opmærksom, hvis du har husdyr eller laver havearbejde. I nogle tilfælde kan vi være nødt til at aflyse operationen.

Undgå visse typer medicin

Der kan være medicin, du skal holde pause med inden operationen. Vi aftaler til forundersøgelsen og samtalen med narkoselægen, hvad der gælder for dig. Du må ikke holde pause med medicin, før du har talt med os. Kontakt os, hvis du er i tvivl.

Tag din medicin med

Hvis du har holdt pause med medicin op til operationen, skal du tage den med på hospitalet. Medicinen skal være i sin originale indpakning. Når operationen er slut, kan du tage din medicin igen. Medbring også gerne en opdateret medicinliste fra din egen læge over alt medicin, du tager.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, vaske dit hår, børste tænder og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Du må ikke bruge creme på operationsområdet efter badet, da det øger risikoen for betændelse. Cremen kan mindske virkningen af den desinfektionsvæske, vi bruger på din hud.

Undlad at fjerne hår

Du må ikke fjerne hår fra det område, hvor du skal opereres i et par uger op til operationen, da du risikerer at lave rifter i huden og dermed øge risikoen for betændelse. Får du betændelse, kan operationen blive aflyst.

Fjern makeup, neglelak og smykker

Under operationen sætter vi et måleapparat på en af dine fingre, som måler iltmætningen i dit blod. Derfor skal du fjerne neglelak og kunstige negle inden din operation. Du skal desuden fjerne al makeup, ur, smykker og piercinger hjemmefra.

Tag løstsiddende og praktisk tøj på

Vi anbefaler, at du tager løstsiddende bukser på og skridsikre sko, som er nemme at få af og på af hensyn til forbindingen.

Medbring adspredelse

Det er en god idé at tage en bog, et blad eller anden underholdning med, som du kan få tiden til at gå med, da der kan være ventetid. Der er wifi på afdelingen.

Mød fastende

Du skal faste inden operationen. Det vil sige:

  • 6 timer før din operation skal du stoppe med at spise.
  • 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te.
  • 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Hvis du er under 18 år, skal du stoppe en 1 før operationen. Vi anbefaler, at du som det sidste drikker et stort glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Din mavesæk skal være tom for at undgå, at der løber maveindhold op i lungerne, mens du er bedøvet.

Hvis du har diabetes, gælder der særlige forholdsregler. Det taler vi med dig om.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

På hospitalet

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved operationen.

Du får antibiotika

Før og efter operationen får du antibiotika for at forebygge betændelse.

Du får blodfortyndende medicin

Vi giver dig blodfortyndende medicin. Medicinen forebygger blodpropper.

Du får fuld bedøvelse

Din operation foregår i fuld bedøvelse. Inden du kommer i fuld bedøvelse, bliver du bedøvet med en blokade i benet. Benet vil være bedøvet i 12-24 timer. Du kan derfor ikke bruge det efter operationen.

Operationen

Når bedøvelsen virker, foretager lægen den operation, I har aftalt. Operationens varighed afhænger af typen af operation.

Opvågning efter operationen

Efter operationen kører vi dig til opvågningen, hvor du vågner fra bedøvelsen. På opvågningsstuen er du tilsluttet udstyr, som fx måler hjerterytme, blodtryk og temperatur. De fleste er trætte og har brug for hvile, og af hensyn til de andre patienter, kan du ikke altid få besøg af en pårørende. Du kommer som regel tilbage på sengeafdelingen efter nogle timer.

Du kan forvente at have mange smerter

Det er normalt at have smerter i knæet efter operationen. Du kan få smertestillende medicin, mens du er indlagt. Når du skal hjem, får du smertestillende medicin med hjem til et døgn. Herefter skal du selv købe medicin. Der bliver lavet en elektronisk recept på medicinen, så du kan hente medicinen på apoteket.

Du taler med en fysioterapeut

Inden du bliver udskrevet, vejleder en fysioterapeut dig i, hvilke øvelser du skal lave, når du kommer hjem.

Du bliver udskrevet

De fleste er klar til at blive udskrevet dagen efter operationen. Du er klar, hvis du:

  • ikke har kvalme eller større smerter
  • har spist og drukket
  • har tisset uden problemer
  • er blevet informeret om, hvad du skal være opmærksom på derhjemme.

Risiko ved operationen

  • Blodprop (Hyppighed: under 1%): Der kan dannes en blodprop i forbindelse med operationen. Hvis det sker, behandler vi dig. For at forebygge en blodprop giver vi i nogle tilfælde blodfortyndende medicin efter operationen.
  • Betændelse i såret (Hyppighed: op til 1%): Der kan gå betændelse i såret. Hvis det sker, behandler vi det med antibiotika. I nogle tilfælde kan det kræve en ny operation.
  • Skade på nerverne (Hyppighed: op til 2%): Nerverne i det opererede område kan tage skade og give smerter eller føleforstyrrelser i form af øget eller nedsat følelse. I få tilfælde kan skaden være permanent.
  • Nedsat bevægelighed (Hyppighed: op til 7%): På grund af operationens omfang er der risiko for, at der dannes arvæv i knæet, som kan give nedsat bevægelighed i knæet. Det kan være nødvendigt at fjerne arvævet ved en kikkertoperation.
  • Blodansamling (Hyppighed: op til 5%): Huden omkring knæet kan være øm og hævet, og du kan få blå mærker og blodansamlinger under huden. Sker det, kan sårene være længere tid om at lukke sig, så længe der er blodansamlinger. Blodansamlingerne forvinder som regel af sig selv.

Hjemme igen

Sygemelding

Du kan starte på arbejde igen når du føler dig parat til det efter operationen, afhængigt af dit arbejde. De fleste skal dog regne med minimum 2 ugers sygemelding. Hvis du har et fysisk krævende arbejde, kan det blive nødvendigt med en sygemelding i op til 4 måneder. Får du brug for en sygemelding i en længere periode, kan du få den hos din egen læge.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden