Hvem skal bygge fremtidens akuthospital på Bispebjerg?

​Byggeriet af Akuthuset på Bispebjerg Hospital sendes nu i udbud, og i slutningen af 2019 bliver det afgjort, hvem der skal bygge nye, unikke rammer for fremtidens patientbehandling på det historiske hospital.

Vent...

Se en film om projektet og mød nogle af dem, der planlægger byggeriet her. (2:26 min)


​Fremtidens hospital på Bispebjerg er et skridt tættere på at blive til virkelighed. Udbuddet af det 77.500 kvadratmeter store Akuthus er netop offentliggjort, og byggeriet går i gang i løbet af det næste års tid.

”Vi er stolte over at offentliggøre et godt og gennemarbejdet udbud, som er skabt i samarbejde med rådgivere, hospitalets brugere og regionen. Det bliver spændende at se, hvem der vil byde på opgaven om at bygge fremtidens hospital på Bispebjerg. Vi har allerede holdt en række dialogmøder med markedet, og vi fornemmer en god interesse for projektet,” siger projektchef Lene Stevnhoved, Nyt Hospital Bispebjerg.


Opgaven udbydes som en totalentreprise med forhandling, hvilket giver bygherreorganisationen mulighed for at gå i dialog med de bydende. Det skal blandt andet give entreprenørerne en bedre forståelse for opgavens karakter, og dermed minimere risiko i projektet.

”Hospitalsbyggeri er en særligt krævende disciplin, og vi stiller høje krav til kvalitet og kompetencer, når vi skal vælge vores samarbejdspartner,” siger Lene Stevnhoved.


Hovedindgangen til fremtidens Hospital på Bispebjerg bliver grøn og inviterende. Illustration: KHR, WHR, Arup

Fælles akutmodtagelse

Akuthuset på Bispebjerg er en stor udvidelse af det eksisterende hospital, og omdrejningspunktet for det nye byggeri er en ny fælles akutmodtagelse. Den skal medvirke til, at man i fremtiden vil opleve, at der er én indgang til hospitalet, at speciallægerne rykker tættere på akutbehandlingen, og at patienterne får et mere sammenhængende behandlingsforløb.

”De nye fælles akutmodtagelser er en del af en større fælles politisk satsning på akutområde. Med det nye Akuthus kan vi både tilbyde en forbedret hospitalsoplevelse til de omkring 500.000 borgere i hospitalets optageområde og samtidig skabe bedre arbejdsforhold for medarbejderne. Jeg har fulgt projektet længe, og jeg er glad for, at vi nu er kommet så langt,” siger Lars Gaardhøj (S), formand for projektets politiske følgegruppe og medlem af regionsrådet.

Stor transformation

Hospitalsdirektør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Anne Jastrup, glæder sig også over, at byggeriet er rykket et skridt nærmere.

”Vi er i gang med en kæmpe transformation af hospitalet, der blandt andet betyder, at patienterne fremover kan se frem til at få enestuer med udsigt til grønne områder. Det bliver en stor forbedring, når vi snart kan tilbyde patienter, pårørende og vores medarbejdere opgraderede rammer for behandling, pleje, forskning og drift,” siger hun.

 "En kommende totalentreprenør forpligter sig til at samarbejde med os om at få bygget et nyt hospital på den mest skånsomme måde for patienter og medarbejdere,” siger projektchef Lene Stevnhoved. 

Fokus på optimale byggebetingelser

Bispebjerg Hospital ligger midt i byen, og hospitalet skal kunne fungere på fuld kraft i hele byggeperioden.
 
”Vi har et stort fokus på, at hospitalsdriften og logistikken, som fx ambulancekørslen, skal fungere optimalt, mens vi bygger, og en kommende totalentreprenør forpligter sig til at samarbejde med os om at få bygget et nyt hospital på den mest skånsomme måde for patienter og medarbejdere,” siger projektchef Lene Stevnhoved, og tilføjer: ”Vi bygger jo også på et område med fredede historiske bygninger, og det skal der også tages højde for”.

Et projekt af den størrelse og kompleksitet kræver stram styring for at overholde tidsplaner og økonomi. For at minimere risici har Nyt Hospital Bispebjerg arbejdet intenst med at optimere betingelserne for, at entreprenøren kan arbejde uden forhindringer. Der er eksempelvis etableret en fælles byggeplads, der skal sørge for at trafikken omkring byggepladsen kører. Byggetomten er også blevet forberedt, da der allerede er gravet ud til kælderen i det nye byggeri. 

Endelig er byggeorganisationen i gang med at lægge en detaljeret plan for udflytning og nedlukning af bygning 7, der rummer operationsgang, røntgen og andre centrale funktioner, og som skal vige pladsen for det nye hospital.

Det nye hospital forventes at kunne åbne dørene for patienter i 2023.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor