
Hovedindgangen til fremtidens Hospital på Bispebjerg bliver grøn og inviterende. Illustration: KHR, WHR, Arup
Fælles akutmodtagelse
Akuthuset på Bispebjerg er en stor udvidelse af det eksisterende hospital, og omdrejningspunktet for det nye byggeri er en ny fælles akutmodtagelse. Den skal medvirke til, at man i fremtiden vil opleve, at der er én indgang til hospitalet, at speciallægerne rykker tættere på akutbehandlingen, og at patienterne får et mere sammenhængende behandlingsforløb.
”De nye fælles akutmodtagelser er en del af en større fælles politisk satsning på akutområde. Med det nye Akuthus kan vi både tilbyde en forbedret hospitalsoplevelse til de omkring 500.000 borgere i hospitalets optageområde og samtidig skabe bedre arbejdsforhold for medarbejderne. Jeg har fulgt projektet længe, og jeg er glad for, at vi nu er kommet så langt,” siger Lars Gaardhøj (S), formand for projektets politiske følgegruppe og medlem af regionsrådet.
Stor transformation
Hospitalsdirektør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Anne Jastrup, glæder sig også over, at byggeriet er rykket et skridt nærmere.
”Vi er i gang med en kæmpe transformation af hospitalet, der blandt andet betyder, at patienterne fremover kan se frem til at få enestuer med udsigt til grønne områder. Det bliver en stor forbedring, når vi snart kan tilbyde patienter, pårørende og vores medarbejdere opgraderede rammer for behandling, pleje, forskning og drift,” siger hun.
"En kommende totalentreprenør forpligter sig til at samarbejde med os om at få bygget et nyt hospital på den mest skånsomme måde for patienter og medarbejdere,” siger projektchef Lene Stevnhoved.
Fokus på optimale byggebetingelser
Bispebjerg Hospital ligger midt i byen, og hospitalet skal kunne fungere på fuld kraft i hele byggeperioden.
”Vi har et stort fokus på, at hospitalsdriften og logistikken, som fx ambulancekørslen, skal fungere optimalt, mens vi bygger, og en kommende totalentreprenør forpligter sig til at samarbejde med os om at få bygget et nyt hospital på den mest skånsomme måde for patienter og medarbejdere,” siger projektchef Lene Stevnhoved, og tilføjer: ”Vi bygger jo også på et område med fredede historiske bygninger, og det skal der også tages højde for”.
Et projekt af den størrelse og kompleksitet kræver stram styring for at overholde tidsplaner og økonomi. For at minimere risici har Nyt Hospital Bispebjerg arbejdet intenst med at optimere betingelserne for, at entreprenøren kan arbejde uden forhindringer. Der er eksempelvis etableret en fælles byggeplads, der skal sørge for at trafikken omkring byggepladsen kører. Byggetomten er også blevet forberedt, da der allerede er gravet ud til kælderen i det nye byggeri.
Endelig er byggeorganisationen i gang med at lægge en detaljeret plan for udflytning og nedlukning af bygning 7, der rummer operationsgang, røntgen og andre centrale funktioner, og som skal vige pladsen for det nye hospital.
Det nye hospital forventes at kunne åbne dørene for patienter i 2023.