En social have til sårbare mennesker

​I et nyt samarbejde med den sociale organisation WeShelter får Bispebjerg Hospital nu en have, som er tilegnet psykisk sårbare. Det bliver både et sted, hvor brugerne kan dyrke jorden og prøve kræfter med at arbejde, og en destination for patienter, personale og bydelens øvrige beboere, der kan nyde blomsterne.

​Et hjørne af Bispebjerg Hospitals park kommer snart til at rumme et foregangseksempel på, hvordan heling og havearbejde kan gå hånd i hånd. Imellem bede og plantekasser vil borgere med tilknytning socialpsykiatrien i København finde ro i at dyrke jorden. Som det første af en række spændende haveprojekter etablerer Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg en social dyrkningshave i samarbejde med WeShelter, en sammenslutning af sociale tilbud og institutioner for udsatte borgere i København.

Den nye, helende have skal etableres i det sydlige hjørne af parken ved Lersø Komplekset. Foto: Karen Grønkjær.​

​​​En have til menneskeligt samvær

”For mig er vi alle ‘bare’ mennesker, og i haven møder vi hinanden ligeværdigt og åbent. Rammen er et socialt bæredygtigt arbejdsfællesskab, hvor vi tilpasser opgaverne til den enkeltes interesser, aktuelle dagsform og årets gang,” siger havens sociale gartner Mette Skovshoved fra WeShelter, der er hovedarkitekten bag havens indretning, og bliver havens daglige drifts- og projektleder.

”Samtidig vil vi gerne skabe et mødested for flere mennesker, både medarbejdere, patienter og beboere omkring Bispebjerg Hospital og brugerne af væresteder, der derved kan øve sig i at komme i kontakt med andre. Derfor indretter vi haven, så der er også er mulighed for, at brugerne kan trække sig tilbage, hvis de ikke ønsker kontakt,” fortæller Mette Skovshoved, der etablerer haven i samarbejde med frivillige brugere fra WeShelter.

Haveprojektet har fået støtte af Oak Foundation Denmark og Københavns Kommune til at afprøve landskabets muligheder for at være helende og sundhedsfremmende, i første omgang til sommeren 2018.

Haven får en blanding af plantekasser og bede samt små drivhuse. Social gartner Mette Skovshoved (t.h.) viser sine planer bygget i Lego. Foto: Karen Grønkjær.​

​​​Buketter og purløg til patienterne

På Bispebjerg Hospital er man glad for det nye samarbejde:
”Vi synes, den sociale dyrkningshave er en rigtig god mulighed for at bruge de smukke omgivelser, vi har på hospitalet, til at hjælpe mennesker med at få det bedre. Samtidig får vi en destination, til når patienterne skal ud af sengen og gå en tur som en del af genoptræningen,” siger projektleder Tina Østergård Simonsen fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

En af planerne for haven er en såkaldt ”skærehave”, hvorfra man kan lave buketter. Buketterne kan derefter gives eksempelvis til de psykiatriske afdelinger med en lille hilsen fra den, der har lavet buketten.

”Den idé er udtænkt af tidligere psykiatriske patienter og er en af de ting, der gør haven unik. Ofte har vores brugere været i kontakt med psykiatrien og vil kunne skrive, ’vi ses i haven, når du har fået det bedre’ eller ’der er noget smukt at komme ud til’,” fortæller Mette Skovshoved.

Det er også tanken, at der i haven kan dyrkes krydderurter til hospitalets køkken. På menuen vil patienterne så kunne læse, at purløget på kartoffelmadderne er dyrket i hospitalets egen sociale have.

​​En destination til genoptræning

Den nye have vil over de kommende år byde på forskellige arrangementer der viser mulighederne for haver på mindre områder i byen samt eksempelvis blomsterbinding, hvor alle kan komme og være med. Der bliver også en mindre te-have med blandt andet forskellige slags mynte, så man kan komme forbi og få en kop te.

”Brugerne får en ny og anden identitet ved at være værter i haven og være eksperter på, hvad der bliver dyrket. Det giver en personlig stolthed,” forventer Mette Skovshoved.

Haven i parken er den første af i alt ca. 14 planlagte haveprojekter med hvert sit tema, de såkaldte ”Gardens of Life”, der skal etableres på og omkring Bispebjerg Hospital de kommende år. Nogle af haverne vil blive etableret i samarbejde med den omgivende by.

Redaktør