Hjørnet af Bispebjerg Hospitals park vækker opsigt med smukke blomsterbede og flittige gartnere. Her er åbnet en social dyrkningshave, hvor heling og havearbejde går hånd i hånd. Imellem bede og plantekasser vil borgere med tilknytning til socialpsykiatrien i København finde ro i at dyrke jorden. Haven er det første af en række spændende haveprojekter og er etableret i et samarbejde mellem Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg og WeShelter, en sammenslutning af sociale tilbud og institutioner for udsatte borgere i København.
Den 29. september kl. 15-17 indvies haven, og alle er velkomne til at kigge forbi, tilmelding er ikke nødvendig. Der vil være kage og friskpresset æblemost, og Københavns socialborgmester, Jesper Christensen, holder tale.
Haven skal blandt andet fungere som en ”skærehave”, hvor man kan lave buketter til indlagte patienter og dyrke krydderurter til hospitalets køkken.
Haveprojektet har fået støtte af Oak Foundation Denmark og Københavns Kommune til at afprøve landskabets muligheder for at være helende og sundhedsfremmende, i første omgang til sommeren 2018.