Brugere: Tryghed er altafgørende i Ny Psykiatri Bispebjerg

​Det sværeste i brugerinddragelsen til Ny Psykiatri Bispebjerg har været at formidle, hvor vigtig følelsen af tryghed er for både patienter og personale. En tidligere patient og en afdelingssygeplejerske fortæller her om deres forventninger til de nye rammer.

​Ny Psykiatri Bispebjerg får et sympatisk udtryk og en menneskelig skala, der passer godt ind i det eksisterende Bispebjerg Hospital. Illustration: Friis & Moltke og PLH Arkitekter.

​For nylig blev en vinder kåret i arkitektkonkurrencen om Ny Psykiatri Bispebjerg. Vinderprojektet fra Friis & Moltke og PLH Arkitekter er især blevet fremhævet for lyse og venlige rammer og for, at alle patienter får adgang til gårdhaver. Men det, der betyder mest for patienter og personale kan være svært at aflæse på tegningerne. Det handler om tryghed og sikkerhed.

​​Tryghed i nicher

Eva Hjort ser på Ny Psykiatri Bispebjerg med patientens øjne, selvom det er 30 år siden, at hun selv har været indlagt. Hun har deltaget i brugerinddragelsen, der bl.a. har givet input til bedømmelsen af forslagene til Ny Psykiatri Bispebjerg.

”Det er ekstremt vigtigt, at man som psykiatrisk patient føler sig tryg. For mig har det stor betydning, at der er godt flow i bygningen, så man bliver ledt naturligt rundt og på den måde føler sig tryg ved at være i bygningen. Det er også godt, at der er små nicher, hvor folk kan sidde. Det er endnu et aspekt af trygheden, at man på samme tid være en del af fællesskabet og sidde for sig selv,” siger Eva Hjort.

​​Stort fokus på sikkerhed

Afdelingssygeplejerske Birgith Johansen arbejder til daglig i Psykiatrisk Akutmodtagelse på Psykiatrisk Center København og ser dagligt patienter, der bliver håndteret med tvang, eller bliver indlagt af politiet.

”Det betyder meget for mig, at der er stort fokus på sikkerhed i den nye psykiatri. Jeg synes for eksempel, det er rart, at der vil være sluser til patienter, der er indlagt under tvang. Så kan de være i et lukket system og skal ikke som i dag følges af politiet hele tiden,” forklarer hun.

”Og det er jo ikke kun for personalet, at tryghed har stor betydning. At dørene kan låses de rigtige steder, er altafgørende, uanset om man er patient eller medarbejder. Det har jeg gentaget mange gange i brugerinddragelsen,” uddyber Birgith Johansen.

​​Menneskelige sengestuer

Eva Hjort er meget glad for muligheden for at komme ud i gårdhaver og roser enestuerne:

”De store vinduespartier med brede karme, som man kan sidde i, giver skønne muligheder for at kunne sidde for sig selv i egne tanker. Det er også virkelig vigtigt, at man kan gå ud og få luft og motion, når man trænger til det. Man har som patient ikke overskud til en masse, men lidt motion har også ret – og det har stor betydning for at få det bedre.”

Sengestuerne bliver menneskelige og trygge med hjemlige materialer og store vinduespartier. Illustration: Friis & Moltke og PLH Arkitekter.​

Også afdelingssygeplejerske Birgith Johansen roser sengestuerne:
”Det bliver et kæmpe kvalitetsløft, at alle får deres eget badeværelse. Indretningen af stuerne er helt optimal og vil virkelig signalere, at patienten er ventet og velkommen.”

​​​Venligt og afskærmet

At patienten er velkommen skal også signaleres ved ankomsten til Ny Psykiatri Bispebjerg. Her er et særligt forhold for psykiatrien, at ankomsten til akutmodtagelsen er trukket diskret tilbage for at skærme patienterne. Birgith Johansen lægger stor vægt på denne diskretion.

Ankomsten til Psykiatrisk Akutmodtagelse er trukket diskret væk fra den almindelige indgang til Ny Psykiatri Bispebjerg. Illustration: Friis & Moltke og PLH Arkitekter.​

​”For os i Akutmodtagelsen er det vigtigt, at der er en særlig indgang til patienter, der ankommer i ambulance eller med politiet. Og i det valgte projekt, er den rigtig fint skærmet og trukket væk fra den almindelige indgang, der ser lys og venlig ud,” siger hun, og Eva Hjort supplerer:

​”Jeg har været meget optaget af, om indgangen virker venlig. Den skal signalere, at her er rart at være, for det kan i sig selv være et stort skridt at træde over dørtærsklen. Men i virkeligheden er det allervigtigste personalet, der arbejder derinde. Så længe de er søde og imødekommende, skal resten nok komme til at fungere,” siger Eva Hjort.

Redaktør