Bruger af psykiatri: "Man skal føle, at man hører til"

​En gruppe af brugere og pårørende har set på planerne for Ny Psykiatri Bispebjerg og givet arkitekterne input at arbejde videre på. Der var ros til sengestuen, ris til gåafstande og generelt positive forventninger til de nye rammer for Psykiatrisk Center København.

Nanna Højstrøm (t.v.) og hendes mor, Gitte Meyerheim (t.h.), er glade for at kommentere planerne for Ny Psykiatri Bispebjerg. Foto: Karen Grønkjær.

​"Jeg synes, det er flot. Men det må ikke blive så fint, at man ikke føler, at man hører til," lyder den spontane reaktion fra Nanna Højstrøm. Som tidligere bruger af psykiatrien er hun spændt på at se og få lov til at kommentere tegningerne af Ny Psykiatri Bispebjerg.

Projektet, der skal opføres på den nordøstlige del af Bispebjerg Hospitals område skal samle Psykiatrisk Center København og vil have 200 sengepladser til både åben og lukket psykiatri. En lille gruppe af tidligere brugere og en enkelt pårørende er mødt op onsdag den 17. august for at tale med arkitekterne og give input til projektet.

Sådan kunne et fælles opholdsareal i Ny Psykiatri Bispebjerg se ud. Brugerne efterspørger små nicher, hvor man kan sidde for sig selv og være en del af fællesskabet. Illustration: Friis & Moltke og PLH Arkitekter.​​

​Én indgang – eller flere?

Et af de punkter, der møder kritik, er princippet om, at der kun er én indgang til psykiatrien. Det er planen, at medmindre man ankommer akut, skal man gå ind og ud ad hovedindgangen. Det betyder, at man skal gå ned ad et langt foyerforløb for at komme til og fra de fjernest liggende bygninger. Tanken er, at der altid vil være en person i receptionen til at hjælpe med at vise vej og have overblik over, hvem der kommer og går.

"Det kan være meget grænseoverskridende at skulle forcere så stor en afstand for at komme udenfor. Jeg tror personligt, at det ville være for meget for mig," forklarer Nanna Højstrøm.

Hendes mor, Gitte Meyerheim, supplerer:

"Som pårørende kan man oftest lige holde sammen på sig selv, mens man er på besøg hos patienten. Men når man kommer ud, bryder man helt sammen og vil bare ud til sin bil. Så er det en meget lang foyer, hvor mange mennesker skal konfronteres med, at man græder."

Princippet om én indgang har været et ønske fra Region Hovedstadens Psykiatri, som dog nu vil tage emnet op til vurdering igen med brugernes kommentarer in mente.​​

​​Fælles og alene

Fællesområderne betyder også meget for brugerne. Arkitekterne har forsøgt at skabe muligheder for, at man kan tage ganske små skridt i retning af heling.

"Først kan man rykke fra sengen til vinduesnichen. Man kan rykke fra patientstuen til små nicher ude i fællesområdet og lige så langsomt videre i retning af fællesskabet, så skalaerne bliver større og større, indtil man når et lille torv før foyeren, som er sidste skridt," forklarer arkitekt Anders Christian Bregnballe fra Friis & Moltke.

Arkitekt Anders Bregnballe lytter til erfaringer fra tidligere brugere af psykiatrien. Foto: Karen Grønkjær.​

Det bliver positivt modtaget af brugerne, der dog finder foyeren for stor at krydse.

"Man har brug for, at fællesrummene har nogle 'enkelt-rum' i sig. Så man kan sidde for sig selv og være en del af fællesskabet. Der skal også være små rum til forskellige aktiviteter, så opholdsområdet bliver mere end bare til ophold," siger Nanna Højstrøm.

"Og gør nu rygeområdet i gården rart. Der er rigtig mange rygere, og det er ikke i den situation, man har overskud til at kvitte smøgerne," konstaterer Gitte Meyerheim.

​På vej mod byggeri

Ny Psykiatri Bispebjerg er i gang med sidste runde af brugerinddragelsen. Rummene er fordelt, men der er stadig plads til justeringer. Første fase af byggeriet er planlagt til 2019-2021, anden fase til 2021-2022. Ambulatorier, til behandling af ikke-indlagte patienter skal være i Lersø Hospitalet (bygning 61 og 62), som renoveres 2023-2025.​

Redaktør