Gå til hovedindhold

Osgood-Schlatter

Information og vejledning til patienter med Osgood-Schlatter

Hvad er Osgood-Schlatter?

Osgood-Schlatter er en lidelse i knæet, som både rammer drenge og piger. Ved Osgood-Schlatter får man ondt under knæskallen, hvor knæskalssenen sidder fast på skinnebenet. Hos børn og teenagere er området under knæskallen en vækstzone. Knoglen vokser herfra og er derfor mere blød og sårbar overfor belastning. Smerterne opstår oftest, når man f.eks. løber, hopper, laver retningsskift og når man ligger på knæene. Nogle gange kan man også have hævelse i området, og man kan se en ”bule” under knæet.

Hvorfor gør det ondt i dit knæ?

Årsagen til dine smerter i knæet (Osgood Schlatter) er endnu ikke fuldstændig klarlagt. Typisk opstår smerterne i perioder, hvor man vokser meget, så dine knæ bliver mere belastede, når du dyrker sport og fysisk aktivitet. Normalt forsvinder knæsmerterne efter man har hvilet knæet i noget tid, og andre gange fortsætter smerterne i længere tid. Knælidelsen kan vare i måneder og i nogle tilfælde i flere år. Smerterne kan komme og gå i perioder.

Hvad kan du gøre, når du har ondt i dit knæ?

Det er vigtigt, at du ikke stopper helt med at være fysisk aktiv. Du skal stadig røre dig, men begrænse mængden af de aktiviteter, som gør ondt. Ofte vil dette betyde, at du i en periode laver færre hop, løb og retningsskift.

Et eksempel kunne være, at du får ondt, når du løber eller hopper for meget. Her kan du prøve at skære ned på de lange løb eller løbe langsommere. Du kan også prøve at cykle eller svømme i stedet for at løbe ture. Et andet eksempel kunne være, at du får ondt til sidst i træningen. Her kan du prøve at stoppe lidt før de andre og måske lave øvelserne fra denne pjece, teknisk træning eller træning der ikke belaster knæene. Det er bedre at holde sig i gang end at stoppe helt. Smerteskalaen og aktivitetsguiden i denne pjece kan hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du bedst kommer videre.

Smerteskalaen

Smerteskalaen herunder kan være en hjælp, når du skal vurdere om en aktivitet er tilpas eller for meget. Hvis du kan være aktiv og kun have smerte svarende til det grønne område i skemaet, så kan du fortsætte. Hvis du kommer ind i det gule/orange område, skal du være mere opmærksom, og måske overveje at begrænse eller stoppe aktiviteten. Oplever du smerter i det røde felt, skal du undgå aktiviteten i en periode. Pointen er, at du gerne må lave de aktiviteter, hvor smerten ikke påvirker dig særligt meget, og hvor den kendte smerte i knæet ikke er forværret om morgenen eller i dagene efter. Du må gerne være øm i musklerne, som er et tegn på, at du har trænet dem.

Aktivitets-guide

En måde at finde et passende aktivitetsniveau på, er at bruge Aktivitets-guiden herunder. Du må gå videre til næste trin, hvis du næsten ikke har smerter i knæet (i det grønne eller grøn-gule område på smerteskalaen) ved den pågældende aktivitet og næste morgen. Hvis du pludselig oplever mere smerte i knæet, skal du gå et trin tilbage.

Når du er i stand til at udføre aktivitetstrinnet ”Løb i høj hastighed, vendinger og spring” med minimale eller ingen smerter (i det grønne eller grøn-gule område på smerteskalaen), og ikke oplever forværring om morgenen eller i dagene efter, må du begynde at deltage i sport igen.

Du kan starte med at deltage i opvarmning og halvdelen af træningen. Næste trin er deltagelse i opvarmning og en hel træning. Dette trin skal du blive på i 2 uger, før du må deltage i konkurrence eller kamp igen. Du bør dog kun øge, hvis du ikke oplever en forværring af dine smerter i knæet. Når du kan deltage i den fulde træningstid to uger i træk uden smerter i knæet, kan du dyrke din sport på normalt niveau igen. Hvis du pludselig oplever en forværring af dine smerter i knæet, skal du gå et trin tilbage.

 

 

Øvelsesprogram

Øvelserne i dette program kan bidrage til at øge eller vedligeholde din muskelstyrke og kan laves i den periode, hvor du har ondt. Programmet består af øvelserne 1, 2 og 3. Øvelserne skal laves 3 gange om ugen. Øvelse 1 og 2 er de samme i hele perioden, mens øvelse 3 bliver sværere og sværere.

Hvad kan du selv gøre?

  • Lad smerteskalaen her i pjecen guide dig i, hvor meget du kan.
  • Følg Aktivitets-guiden og accepter, at du i en periode måske ikke kan dyrke din sport helt så meget som du plejer.
  • Tænk positivt og få det bedste ud af skadesperioden. Hvis du ikke kan spille fodbold, så øv dig i at jonglere med bolden og bliv super god til det. Hvis du ikke kan spille håndbold, så øv dig i at drible, skyde straffekast, lave tricks osv. Der er altid noget, man kan blive bedre til, og som kan gøre dig til en bedre spiller eller idrætsudøver, når du ikke har ondt længere.
  • Du skal ikke være bange for at bevæge dig, men lyt til dine smerter, så du kan mindske dem.

Hvad kan dine forældre hjælpe dig med?

  • Tag en snak med træneren så alle omkring holdet kan være med til at hjælpe dig. Det er vigtigt, at alle er med på, at du muligvis ikke kan være fuldt med til træning i en periode.
  • Få dine forældre til at hjælpe dig med at følge Aktivitets-guiden og med at prioritere i dine aktiviteter i løbet af dagen.

Information til trænere og idrætslærere

  • Unge med Osgood Schlatter har ofte ondt i perioder og kan have det bedre i andre perioder. De må derfor gerne være med til sport og idræt i det omfang, det er muligt. Nogle kan have brug for perioder, hvor der er helt pause fra sporten eller perioder med mindre intensive træningspas. Den unge må ikke kompensere ved f.eks. at halte pga. smerter.
  • Støt den unge i at det er ok at springe en træning over en gang i mellem og find på øvelser, som den unge kan lave uden at få ondt, og som giver mening. Det kunne være dribleøvelser, teknikøvelser, styrketræning for overkroppen mv. Ofte er hop og løb de mest provokerende aktiviteter.
  •  Cykling og svømning kan evt. bruges som alternativ træning.
  • Det er vigtigt, at den unge føler sig som en del af holdet eller klassen, da Osgood Schlatter er en problematik der kan vare i mange måneder med varierende intensitet af smerte.
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden