Hvad er vorter?
Vorter er små udvækster i huden, som oftest ses på hænder og fødder. De er typisk 4-5 mm store og har en småknudret overflade. Vorten er karakteriseret
af fortykket væv og at hudens linjer viger udenom. Derkan være sorte prikker som følge størknede kar.
Vorterne kan sidde enkeltvis eller i grupper. Vorter, som sidder i fodsålen, kan være ømme, hvis de udsættes for tryk. Huden omkring fodvorter er ofte fortykket.
Vorter skyldes smitte med virus, som kun smitter mennesker. Vortevirus vokser meget langsomt. Derfor kan der gå flere måneder, fra man er smittet til vorten viser sig på huden.
Du kan blive smittet ved berøring af vorten eller via afstødte hudceller. Du kan også blive smittet fra andre gennem deling af håndklæde og negleklipper, men du kan også smitte dig selv. Hvis du bider i vorterne, kan du få vorter på læberne.
Hvis der er små skader i huden, eller hvis huden er opblødt af vand eller sved, er du mere modtagelig for smitte. Derfor kan du blive smittet, hvis du fx. går barfodet på vådt gulv som f.eks. i svømmehaller og omklædningsrum.
Hvad er Finsensalve?
Finsensalve er en kraftig virkende salve, der anvendes ved behandling af vorter, hvor anden behandling ikke har virket. Finsensalve skal opbevares køligt fx. i køleskab.
Behandlingen kan gennemføres hjemme.
Hvordan udføres behandlingen?
Du skal behandle vorten med Finsensalve en gang om ugen fx om aftenen. Salve udleveres i Hudafdelingen. Smør et tyndt lag salve på vorten. Vær opmærksom på at salven ikke kommer udenfor vorten. Området dækkes af et vandskyende plaster uden gaze.
Salven skal vaskes af næste morgen. I dagtimerne anvendes supplerende vortemiddel (købt i håndkøb), se afsnit herom.
Hvilke bivirkninger har behandlingen?
Der kan opstå svie i det behandlede område. Hvis huden bliver meget irritere, kan årsagen være infektion i området.
Tegn på infektion er rødme, varme og smerter. Infektion kan behandles med Klorhexidinsalve, som kan købes på apoteket.
Anden hjemmebehandling
Hjemmebehandling er vigtig og medvirker til at vorten hurtigere svinder.
Beskæring
Vorten skal beskæres 2-3 gange om ugen. Den fortykkede hud over vorten fjernes med en skalpel. Vorten skal beskæres parallelt med hudniveau. Fodvorter beskæres indtil vorten er i niveau med den normale hud.
Vorter kan være nemmere at beskære efter et fodbad. Beskæringen stoppes, hvis der opstår smerter eller blødning.
Undgå at der falder vortevæv fx. på gulv.
Supplerende vortemiddel
Vorten påsmøres hver morgen et tyndt lag vortemiddel eller neglelak.
Supplerende vortemiddel købes i håndkøb på apoteket.
Undgå at smøre midlet på den omkringliggende hud.
Lad vortemidlet tørre inden, at du fx tager strømper på. Det tager cirka to minutter før, at der er dannet en hård hinde.
Hvornår er vorter behandlede?
Vorterne er væk, når det fortykket vortevæv er væk, hudens linjer har et normalt forløb, og de sorte prikker i vorten er forsvundet.
Hvordan undgår du smitte?
Du kan mindske risikoen for at smitte dig selv og andre ved at :
- dække vorten med neglelak eller et vortemiddel
- bruge badesko, når du går med bare fødder i omklædningsrum i svømme- og idrædtshaller
- bruge handsker og vaske hænderne efter berøring af vorterne
- lade være med at pille, bide og kradse i vorterne
- holde huden tør. Brug bomuldssokker, fodtøj der ikke fremmer fodsved, skift sko flere gange i løbet af dagen og brug evt fodpudder
- undgå at huden udtørrer og revner. Brug fugtighedscreme.