Tjærebehandling med tjæresalve

Tjæresalve anvendes i forbindelse med eksem eller psoriasis. Her kan du læse om behandlingen, og hvad du kan forvente.

Hvad er tjærebehandling ?

Tjære er et af de ældste midler til behandling af hudsygdomme. Til behandlingen bruges tjære, som er udvundet af stenkul. Tjære nedsætter celledelingen i huden. Ved psoriasis, er det netop den øgede celledeling, der forårsager skældannelsen. Tjære mindsker kløe, rødme og irritation, som ses både ved eksem og psoriasis.

Når behandlingen skal foregå hjemme, anvendes en salve med stenkulstjære (5%), som er rørt op i en  fed creme - Locobase fedtcreme.

Test om du kan tåle tjære

Før du begynder på behandlingen, skal du teste om du kan tåle tjæren. Du skal smøre et tyndt lag tjæresalve på et mindre hudområde. Tjæren skal sidde på til næste dag.

Hvis du føler huden, svier, brænder, klør mere eller huden bliver mere rød, kan du formodentlig ikke tåle tjære. Hvis du ikke tåler tjæren, ordineres anden behandling.

Tjærebehandlingen

Tjæresalven smøres i et tyndt lag på hudforandringerne en gang om dagen. Påsmøring skal foregå i hårenes vokseretning.  Det er ofte mest praktisk, at behandlingen foregår umiddelbart før sengetid.

Tjære smitter af på tøjet

Da tjære misfarver tøj og hud, anbefaler vi at, du bruger aflagt tøj og sengetøj under behandlingen. Tøjet bør vaskes separat og i en kogevask. Du kan dog ikke være sikker på, at tjærepletterne går af i vask. 

Hvilke bivirkninger kan der komme?

Behandlingen kan i enkelte tilfælde give hovedpine, specielt i starten.

Tjæren misfarver huden og smitter af i tøjet. Misfarvningen i huden vil forsvinde cirka en uge efter endt behandling.

Undertiden kan der komme betændelse/irritation i en eller flere af hudens hårsække (tjærepustler). De ligner små, røde, ømme og hævede bumser. Pustler undgås ved, at tjære og cremer smøres på i hårenes vokseretning og ved at duppe huden tør, når du har været i bad.

Undgå sollys

Tjære gør din hud mere følsom overfor sollys, og du risikerer at blive forbrændt. Når du opholder dig udendørs, skal de tjærebehandlede områder være dækket af tøj. Den behandlede hud må ikke udsættes for sol, lysbehandling eller solarielys i cirka 1 uge efter endt behandling.

Redaktør