Tatoveringer, når de fjernes ved operation

Ved tatoveringer fjernes ved operation skæres det øverste hudlag væk. Operationen kan tilbydes ved allergiske reaktioner overfor farven fra tatoveringen.

Tatoveringer kan fjernes ved at det øverste hudlag skæres væk. Operationen kan tilbydes i tilfælde, hvor der fx er en allergisk hudreaktion overfor tatoveringsfarven. Operationen foregår som en endags-indlæggelse i et samarbejde mellem Hudafdelingen og Videncenter for Sårheling. Du kan som regel tage hjem samme dag. Efter operationen vil der være et overfladisk sår, som heler i løbet af 2-3 uger.

Før operationen

Rygning forsinker sårheling, og derfor anbefaler vi at du holder rygepause mindst 1 dag før operationen og mindst 14 dage efter.

For at forebygge infektioner skal du, senest dagen før operationen, gå i bad. Hvis du skal opereres på hovedet, er det vigtigt, at dit hår er nyvasket.

Da vi ikke ved, hvor længe operationen tager, bør du ikke have andre aftaler samme dag. Hvis der kommer patienter, der har et behov for akut operation, vil de komme til før dig.

For at gøre eventuel ventetid behagelig, er det en god ide at medbringe fx læsestof.

På operationsdagen må du spise og drikke, som du plejer. Du bør gå på toilettet umiddelbart før operationen.

Når du møder på operationsdagen

Du skal møde i sengeafsnittet DS21, som ligger på:
Nielsine Nielsens Vej 15, indgang 2, 1. sal.

Du skal melde din ankomst til sekretæren. En sygeplejerske vil vejlede dig om dagens forløb.

Operationen

Tatoveringen bliver fjernet i lokalbedøvelse. Dvs. du kan føle berøring, men ikke smerter under operationen.

Operationen varer op til en time afhængig af tatoveringens størrelse og placering.

Forbinding og elastisk bandage

Når tatoveringen er fjernet, lægges en steril forbinding direkte på såret. Hvis såret er på arme eller ben anlægges også en elastisk bandage.

Efter operationen

Smerter

Som regel giver operationen ikke smerter, men hvis du finder det nødvendigt, kan du tage 2 tabletter Paracetamol a 500 mg (Fx Panodil, Pinex eller Pamol), dog højst 4 gange i døgnet. Hvis der er behov for anden smertestillende
behandling, skal det aftales med lægen.

Forbindingen og den elastiske bandage

Den sterile forbinding skal helst lades urørt i en uge efter operationen. Hvis der er mindre gennemsivning af forbindingen og den elastiske bandage 
skal du forstærke den med forbindingsmateriale, som du får udleveret på afdelingen. Er det en større gennemsivning hvor der ikke kan forstærkes så skiftes hele bandagen.

Du skal lægge den elastiske bandage om hver dag eller oftere, hvis den falder af eller bliver for stram. Bandagen skal ikke tages af om natten. Operationssygeplejersken vil instruere dig i, hvordan du skal lægge bandagen.

På 6-7 dag efter operationen skal bandagen skiftes.
 

Behov for hjælp til forbinding og bandage

Hvis du har behov for hjælp til forbindingen og den elastiske bandage, kan du få det enten fra en hjemmesygeplejerske eller i en sygeplejeklinik, hvis det findes der, hvor du bor. Sygeplejersken vil kunne arrangere det for dig. En tredie mulighed kan være, at du får hjælp hos din praktiserende læge, men det skal du selv arrangere.

Hvis du selv fjerner forbindingen starter du med at fjerner den yderste film. Gør herefter det inderste forbinding vådt (evt i brusebadet) og fjerner det forsigtigt. 

Hvorfor skiftes forbindingen ikke dagligt?

Et sår heler bedst i et fugtigt miljø, og ved at såret får mest muligt ro. For at opnå dette, anvendes en speciel type bandage, som kun skal skiftes 1 til 2 gange om ugen.

Kontrol i ambulatoriet, S40 og D40

Hvis du selv fjerner bandagen så aftaler vi en telefonkonsultation til denne dag, hvor vi ringer dig op for at hører hvordan det går.  Du får en tid i Sårcentrets ambulatoriet, S40 ca. 3 uger efter operationen. 

Efter 2-3 måneder skal du komme til kontrol i Hudafdelingens ambulatorie, D40.

Normale symptomer ved sårheling

Arret vil de første måneder ofte have et svagt rødt / blåligt udseende, men det aftager normalt inden for et halvt år. Først efter det første år kan det endelige resultat vurderes. Arret vil formentlig altid kunne ses. Arret kan være lidt følelsesløst i uger til måneder efter operationen.

Komplikationer

Efter en operation er der en lille risiko for komplikationer som blødning, infektion, smerter og følelsesløshed i det opererede område samt risiko for uskøn ardannelse.

Symptomer på infektion:

  • Rødme omkring såret
  • Varme
  • Hævelse
  • Smerte
  • Gul eller uklar væske fra såret
  • Evt. feber og / eller lugt

Hvis såret viser tegn på på infektion, skal du kontakte afdelingen.

Fortykket ar

Der kan være en risiko for at arret fortykkes dvs. det er hævet over hudens normale niveau. Hvis arret virket fortykket, anbefaler vi, at du bærer en elastisk bandage i op til ½ år efter operationen.

Forhold der fremmer et pænt ar

Fugtighedscreme

Når såret er helet, vil du kunne medvirke til, at der kommer mindst muligt ar, ved at du smører huden 1-2 gange dagligt med fugtighedscreme. Undgå cremer med parfume.

Ingen sol eller solarium

Behandlingsresultatet bliver dårligere, hvis arret udsættes for sollys. Derfor skal du beskytte arret mod sollys i mindst 1 år efter operationen. Vi anbefaler, du beskytter området:

  • fra april til og med oktober
  • hver dag undtagen ved heldagsregn
  • med solcreme med faktor 50, solhat og andet tøj

Afbud til operationen

Hvis du skulle blive forhindret i at møde til operationen, er det vigtigt, at du melder afbud i god tid, da vi har mange patienter på venteliste. Kontakt sekretær på 3863 5365 eller afdelingssygeplejersken på 3091 4637.

Redaktør