Hvad er RF Micro-needling?
RF (Radio Frequency) Micro-needling er en behandling, der reducerer ar efter fx akne. Ved behandlingen gennembrydes huden med tynde nåle. Gennem nålene sendes en svag elektrisk impuls, som opvarmer vævet. Dette bevirker, at huden stimuleres til at producere mere bindevæv. Det er hensigtsmæssigt ved behandling af ar. Området kan behandles af flere omgange. Behandlingen varer ca. 30 min.
Før du møder til behandling
Behandlingen er smertefuld, hvorfor det er nødvendigt med smertebehandling. Du skal derfor selv smøre med en lokalbedøvende creme 2 timer inden du møder til behandlingen. Cremen vil blive udleveres i Hudambulatoriet. Se pjecen ”Behandling med lokalbedøvende creme inden laserbehandling” på hospitalets hjemmeside.
Du må ikke være solbrun
Du skal undgå solen i 2-3 måneder før behandlingen.Hvis du møder solbrun, kan du ikke tilbydes behandling.
Brug ikke selvbruner og makeup
Du må ikke bruge selvbrunende creme i 14 dage før behandlingen. Du må ikke anvende makeup i ansigtet, og huden skal være afrenset ved fremmøde. Hvis ovennævnte ikke er overholdt, vil der være stor risiko for bivirkninger.
Gravid og ammende
Du må ikke være gravid eller ammende, når du får behandlingen.
Behandlingen
Huden afrenses, og området indtegnes. Ved behandlingen laves der adskillige små huller i huden med tynde nåle. Der kan komme en kortvarig let blødning under proceduren, men det efterlader ikke sår. I nogle tilfælde kan der ses mærker fra nålene i huden i ugerne efter behandlingen.
Behandlingen giver en forbigående prikken, stikken og en brændende smerte. For at mindske dette køles huden med kold luft. Du vil få en ispose til huden bagefter.
Hvad skal du gøre efter behandlingen?
Køle huden med en ispose i 10-15 min efter behandlingen.
Hold huden ren ved at anvende en uparfumeret sæbe. Smør huden dagligt med en fugtighedscreme. Makeup kan anvendes fra dagen efter behandlingen.
Du kan gå på arbejde dagen efter behandlingen, men huden kan være rød og hævet.
Hvor hurtigt ses effekt af behandlingen?
Effekten kommer i løbet af uger og op til måneder efter behandlingen. Hudafdelingen tilbyder op til 3 behandlinger med RF Micro-needling.
Ingen sol eller solarium før, under og efter
Sollys øger risikoen for bivirkninger og påvirker resultatet af behandlingen negativt. Derfor skal du undgå sol og samtidig beskytte dig i ugerne før, under og efter behandlingen.
Vi anbefaler, du beskytter din hud:
- fra april til og med september
- hver dag undtagen ved heldagsregn
- med solcreme faktor 15, solhat og andet tøj
Hvilke bivirkninger kan forekomme?
Behandlingen kan i sjældne tilfælde medføre ændringer i hudens farve i form af mørkere og lysere hud.
Huden vil de første dage være rød og hævet, hvilket aftager i løbet af en uge. Nogen oplever små mærker efter nålene i nogle uger efter behandlingen.
Der kan være en risiko for infektion efter behandling. Hvis der kommer infektion i området, er der risiko for ar.
Symptomer på infektion:
- rødme udenfor det behandlede område
- gul eller uklar væske
- hævelse
- smerter
- varme og evt. feber
Hvis huden viser symptomer på infektion, skal du kontakte Hudambulatoriet.
Hvis du melder afbud eller udebliver
De tider, du har fået til behandlingen, kan kun i særlige situationer ændres. Det kan fx være i forbindelse med akut sygdom som indlæggelse eller feber.
Hvis det er nødvendigt med ændringer, vil du få den næste ledige tid. Der kan gå op til flere måneder.
Hvis du udebliver uden at melde afbud, vil dit behandlingsforløb blive afsluttet. Dvs. at du ikke kan få tilbudt behandling uden, at du er blevet genhenvist til afdelingen af din læge.