Modermærker, undersøgelse af

I Hudafdelingen undersøges om et modermærke indeholder kræft

Undersøgelse af modermærker

I Hudafdelingen ambulatorie undersøger en hudlæge modermærker for at afgøre, om der er tegn på hudkræft eller modermærkekræft.

Ordet nævus (naevus) betyder pigmenteret modermærke.

I hudambulatoriet, D41 ser vi patienter i Navusklinikken én gang om ugen efter aftalt tid.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Når hudlægen ser efter modermærker på din krop, skal du være helt eller delvist afklædt. For at undersøge modermærker bruger lægen et dermatoskop, der forstørrer ligesom en lup.

Som supplement kan afdelingens fotograf tage nogle billeder af modermærket. Det kan være nyttigt til senere sammenligning.

Ved den mindste mistanke om modermærkekræft fjernes mærket helt, og det sendes til videre undersøgelse.

Hvis mærket fjernes

Hvis du er i behandling med blodfortyndende medicin, er det vigtigt, at du oplyser lægen om det.

Lægen lægger først en lokalbedøvelse i huden med en tynd kanyle, hvorefter mærket fjernes helt.

Såret dækkes med et plaster. Indgrebet kan efterlade et lille ar.

Hvis lægen vælger at operere hele modermærket væk, lukkes såret med tråd. Tråden fjernes 7-14 dage senere, enten i Hudafdelingen eller hos egen læge.

Behandling af såret

Såret skal holdes rent og tørt. Hvis det bløder igennem plasteret, kan du enten forstærke eller skifte det. Hvis du får mistanke om, at der er betændelse i såret, kan du kontakte os. Se telefonnummer nederst på siden.

Området skal være dækket med plaster i op til 7-14 dage.

Arret må ikke udsættes for sol eller solarium det første halve år efter indgrebet. For at undgå varige pigmentforandringer i arret, skal du tildække området med et plaster.

Svar på undersøgelsen

Det væv (modermærket) der er fjernet sendes til undersøgelse. Du får svar efter 2-4 uger ved en aftalt tid i Hudafdelingen eller en opringning fra lægen.

Hvis det er modermærkekræft

Hvis det viser sig, at der er kræft i modermærket, er det nødvendigt at fjerne yderligere et stykke af den omgivende hud. Det foregår ofte på en plastikkirurgisk afdeling. Du vil efterfølgende blive løbende kontrolleret hos os.

Hvor længe skal såret have ro?

Såret skal have ro til at hele. Det er derfor godt, hvis du holder dig i ro det første døgn efter operation. I dagene efter kan det være nødvendigt at tage visse hensyn. Dette gælder f.eks., hvis du har et fysisk krævende arbejde eller dyrker sport. Efter operationen giver lægen/sygeplejersken dig besked om, hvilke hensyn du bedst tager.

Hvis du får smerter

Ved smerter i såret kan du tage tablet Panodil/Pinex 1 gr. max 4 gange dagligt, som kan købes i håndkøb.

Ved følgende tegn skal du søge læge

  • Modermærket er begyndt at vokse sig større i areal eller tykkelse
  • Modermærkets omrids bliver uregelmæssigt som et landkort
  • Farven skifter inden for modermærket. Der kan opstå sorte, hvide, blålige og rødlige nuancer
  • Huden bliver rødlig i en bræmme omkring modermærket
  • Modermærket kløer eller bløder
  • Modermærket måler mere end en 6 millimeter i diameter (svarer til enden af en blyant)

Hvordan forebygges modermærkekræft

  • Undgå solskoldninger
  • Begræns soludsættelsen først på sommeren og ved ferier sydpå
  • Undgå soldyrkning med det formål at blive brun
  • Undgå solariebrug
  • Henlæg fritidsaktiviteter og udendørssport til tiden før kl. 12 og efter kl. 15
  • Brug fornuftigt sommertøj, som dækker mest muligt af arme, ben og krop
  • Brug solhat, solbriller og solcreme (mindst faktor SPF 15) til utildækkede hudområder
  • Sørg for, at børnene bliver beskyttet mod solen

Hvem er i risiko?

Den største risiko for udvikling af modermærkekræft ses hos personer som har:

  • nære familiemedlemmer med modermærkekræft
  • haft modermærkekræft tidligere
  • modermærker, der ændrer sig i form, størrelse og farve
  • et stort antal modermærker på kroppen
  • lys hud og er rødhårede
  • let ved at blive forbrændt ved solbadning
  • haft gentagne solskoldninger i barndommen
Redaktør