Hvad er UVA-lysbehandling?
UVA-lysbehandling er en behandling med ultraviolette stråler.
Denne type stråler indgår i almindelig sollys og medvirker til dannelse af pigment i huden.
Behandlingsplan
Behandlingen med UVA gives 1-5 gange om ugen. Behandlingsperioden varierer fra 1 til 6 måneder afhængig af hudsygdom. Belysningstiden afhænger af din hudtype og hudsygdom.
Tiden øges i løbet af behandlingen og kan vare op til en halv time.
Under behandlingen vil du efter behov blive tilset af en læge.
Under behandlingen
Under behandlingen skal dine øjne altid beskyttes med beskyttelsesbriller. Brillerne udleveres i Lysafsnittet.
Bivirkninger
Langvarig behandling med UVA kan give rynker og hudkræft. Du kan forvente at blive brun ved længerevarende behandling.
Fugtighedscreme er en del af behandlingen
Du skal pleje din hud med fugtighedscreme 1 til 2 gange dagligt for at opnå bedst mulig effekt af behandlingen med UVA. Du må dog ikke anvende
fugtighedscreme eller anden creme to timer før behandlingen. Sygeplejersken vil vejlede dig i brug og valg af fugtighedscreme.
Beskyt din hud mod sollys
Det er vigtigt for din behandling, at personalet har overblik over, hvor stor mængde lys/sol din hud får. Vi anbefaler, at du beskytter din hud mod sollys:
- under hele behandlingsforløbet
- fra april til og med september
- hver dag, undtagen ved heldagsregn
- med solcreme med faktor 15, solhat og andet tøj
Vigtig viden, hvis du melder afbud
De tider, du har fået til behandlingen, kan kun i særlige situationer ændres. Det kan fx være i forbindelse med akut sygdom som indlæggelse eller feber.
Udebliver du
Hvis du udebliver uden at melde afbud, vil dit behandlingsforløb blive afsluttet. Dvs. at du ikke kan få tilbudt behandling uden, at du er blevet genhenvist til afdelingen af din læge. Du anbefales at tilmelde dig NemSMS, se www.borger.dk.