Laserbehandling af røde modermærker og karudvidelser

I denne pjece kan du læse om laserbehandling af visse modermærker og karudvidelser. Ved denne laserbehandling anvendes Intense Pulsed Light, også kaldet IPL.

Hvad er laserbehandling?

Ved laserbehandling rettes en tynd lysstråle mod huden, som omdannes til energi på et meget lokaliseret område. Energien omdannes til varme inde i blodkarrene, som hermed bliver beskadiget. Behandling er velegnet til visse former for modermærker og karudvidelser.

I nogle tilfælde vælger man først at give en behandling på et mindre område for at vurdere, hvordan huden reagerer. Herefter planlægges det videre behandlingsforløb.

En behandling varer ca. 15 minutter. Det er nødvendigt med flere behandlinger.

Din hud må ikke være pigmenteret af solen

Hvis din hud er pigmentering (solpåvirket), når du møder, kan vi ikke tilbyde behandling!

Brug ikke selvbruner og make up

Du må ikke bruge selvbrunende creme 14 dage før behandlingen.

Du skal fjerne al foundation og pudder, før du møder til behandling.

Hvis ovennævnte ikke er overholdt, er der stor risiko for, at du får bivirkninger.

Gravid og ammende

Du må ikke være gravid eller ammende, når du får laserbehandling.

Under og umiddelbart efter behandlingen

Laserbehandlingen giver en forbigående prikkende, stikkende eller brændende smerte. Ved behandlingen tilstræbes følgende hudreaktion:

  • Ved nogle sygdomme rødme og hævelse, som svinder indenfor 1 til 5 døgn.
  • Ved andre sygdomme en blålig misfarvning og hævelse, som svinder indenfor 1 til 2 uger.

Hudreaktionerne mindskes ved at køle huden. Derfor skal du køle huden i 5 til 10 minutter med en ispose umiddelbart efter behandlingen. Isposen får du udleveret på afdelingen. Kølingen kan evt. gentages hjemme.

Hvis du er behandlet tæt på øjnene, er det vigtigt, at du sover med hovedet hævet. Undgå brug af foundation og pudder resten af dagen. Undgå at dyrke intensiv sport på behandlingsdagen.

Ingen sol eller solarium før, under og efter

Behandlingsresultatet bliver dårligere, og der er større risiko for bivirkninger, hvis huden udsættes for sollys. Derfor skal du beskytte dig mod sollys i ugerne før, under og efter behandlingen, og min. så længe der er rødme og/eller sår efter laserbehandlingen.
Vi anbefaler, at du beskytter din hud:

  • fra april til og med september,
  • hver dag undtagen ved heldagsregn
  • med solcreme faktor 15, solhat og evt. andet tøj

Hvilke bivirkninger kan forekomme?

Der er risiko for at hudens farve ændres, så den enten bliver mørkere eller lysere. Der kan også komme sår.  Hvis der kommer sår, skal det holdes rent og tørt.

Der kan være risiko for, at der dannes ar, specielt hvis der kommer infektion i området.

Symptomer på infektion:

  • rødme udenfor det behandlede område
  • gul eller uklar væske
  • hævelse
  • smerte
  • varme og/eller feber

Hvis huden viser symptomer på infektion, skal du kontakte din egen læge eller Hudambulatoriet.

Vigtig viden, hvis du melder afbud

De tider, du har fået til behandlingen, kan kun i særlige situationer ændres. Det kan fx være i forbindelse med akut sygdom som indlæggelse eller feber.

Hvis det er nødvendigt med ændringer, vil du få den næste ledige tid. Der kan gå op til flere måneder.

Udebliver du

Hvis du udebliver uden at melde afbud, vil dit behandlingsforløb blive afsluttet. Dvs. at du ikke kan få tilbudt behandling uden, at du er blevet genhenvist til afdelingen af din læge. Du anbefales at tilmelde dig NemSMS, se www.borger.dk.

Redaktør