Kunstigt hofteled

Information og øvelsesprogram om kunstigt hofteled

Vi anbefaler, at du udfører øvelserne efter vejledning af en fysioterapeut

Du skal træne selv

Din kunstige hofte vil gøre dig i stand til at leve et mere aktivt liv med færre smerter. Øvelserne og de gode råd i dette program er en hjælp til at komme godt i gang med genoptræningen efter din operation. Det forventes, at du selv træner dagligt.

Fysioterapeuten vil under indlæggelsen vise dig, hvordan du skal udføre øvelserne. Det er vigtigt at træne, selvom det gør ondt når du bøjer og strækker din kunstige hofte.

Lav cirkulationsøvelser

For at forebygge, at benet hæver yderligere, er det vigtigt at holde gang i blodcirkulationen. Du skal bevæge knæet og vippe mange gange op og ned med foden – gerne flere hundrede gange dagligt.

Hvilestillinger

Hold benet højt, når du sidder eller ligger. Du bør ikke lægge en pude under knæet, når du ligger på ryggen, da det vil gøre det sværere at strække knæet ud. Læg i stedet for en pude under underben og ankel, så du ligger med strakt knæ.

Arret

For at arret bliver så pænt og blødt som muligt, er det vigtigt at massere det hver dag, så snart sårskorpen er faldet af og arret er lægt. I den forbindelse er det en god idé også at bevæge knæskallen fra side til side og op og ned samtidig med at benet er strakt.

Kom op at gå

Når fysioterapeuten har udleveret et gangredskab og du er instrueret i at gå med dette, er det god træning at gå flere ture i afdelingen dagligt.
Efter udskrivelsen – begynd med korte ture og langsomt øg distancen.

Vejledning i brug af stokke

Benyt dig af to stokke så længe du har smerter i benet.
Når du kan klare dig med én stok, skal den holdes i den raske sides hånd, og følges med det opererede ben. Sørg for, at din gang er så normal som mulig, dvs.:

  • Sæt hælen i
  • Rul derefter hen over foden
  • Stræk ud i hofte og knæ og sæt af med tæerne
  • Øv dig i at fordele vægten ligeligt på begge ben

Sådan går du på trapper

  • Tag ét trin ad gangen
  • Sæt det raske ben op først, når du går op ad trapper og det opererede ben ned først, når du går ned ad trapper
  • Når du er i stand til det, må du gå normalt på trapper

Øvelser

Øvelse 1-6 skal udføres 2 gange dagligt I begyndelsen gentages hver øvelse 5 gange og øges langsomt til 15 gentagelser - eventuelt med pauser.

Øvelse 1: Bækkenløft

  • Lig på ryggen med bøjede ben og fødderne i underlaget
  • Spænd i balderne og løft bagdelen fra underlaget
  • Hold stillingen i 5 sek. og sænk langsomt

Øvelse 2: Vægtoverføring

  • Stå med det opererede ben bagerst
  • Før kropsvægten frem over det raske ben
  • Du skal kunne mærke et stræk i den opererede hofte og ballemusklen skal være aktiveret
  • Før vægten tilbage igen
  • Gentages til begge sider

Øvelse 3: Stående hoftebøjning

  • Stå med vægten på det raske ben og støt dig til et bord
  • Løft det opererede ben med bøjet knæ op mod maven og sænk benet roligt igen
  • Hold ryggen rank
  • Øvelsen gentages med det andet ben

N.B. Øvelsen kan gøres sværere ved at anvende en elastik omkring fødderne

Øvelse 4: Sidelæns gang

  • Støt dig til et bord eller lign.
  • Gå fra side til side med let bøjede knæ og tæerne pegende lige frem

N.B. Øvelsen kan gøres sværere ved at anvende en elastik omkring fødderne

Øvelse 5: Haseøvelse

  • Bøj det opererede ben så foden kommer bagud og op
  • Sænk derefter foden langsomt ned igen
  • Hold overkroppen i ro under øvelsen

N.B. Øvelsen kan gøres sværere ved at anvende en elastik omkring fødderne

Øvelse 6: Stående knæbøjning

  • Stå med ret ryg
  • Støt dig til et bord eller lign.
  • Med lige meget vægt på begge ben forsøg at ramme stolesædet med bagdelen uden at sætte dig

N.B. Øvelsen kan gøres sværere ved ikke at støtte med hænder på bord eller armlæn.

Redaktør