Gå til hovedindhold

Knæskalsstabiliserende operation

Information og øvelsesprogram om knæskalsstabiliserende operation

Du har fået foretaget

☐ MPFL-rekonstruktion
☐ MPFL-rekonsruktion og Elmslie Trillat operation
☐ MPFL-rekonstruktion og trochleaplastik
☐ MPFL-rekonstruktion, Elmslie Trillat og trochleaplastik

Restriktioner

Du skal bære DonJoy-skinne døgnet rundt.
De første 2 uger er din skinne låst i 30 graders bøjning.

Efter 2 uger tages skinnen helt af eller også åbnes bandagen til -10/90 grader i yderligere 4 uger, afhængig af, hvilken operation du har fået foretaget.

Du må i de første 2 uger støtte med:
☐ 50 % af din vægt
☐ Skyggestøtte (let støtte)

Efter de første 2 uger må du støtte til smertegrænsen, fuldt når muligt.

Sådan hviler du benet

For at nedbringe hævelse er det en god ide at ligge med det opererede ben over hjertehøjde. Hvis dette ikke er muligt, kan benet lægges op på en stol eller lignende.
I de første 2 uger kan du lægge en pude under knæet.
Herefter må du IKKE ligge med en pude under knæet, men gerne under underben, så knæet er strakt helt ud.

Husk venepumpe øvelser

Når du ligger med benet højt, skal du huske at lave venepumpeøvelser.
Dette gør du ved at vippe foden op og ned. Venepumpeøvelser gør, at hævelsen transporteres væk fra knæet.

Is og nedkøling

Når du kommer hjem kan du bruge en ispakning på knæet ca. 20 min., 5 gange dagligt for at dæmpe smerterne.

Brug af stokke

Benyt dig af 2 stokke i de første 2 uger, hvor du kun må støtte let på benet. Herefter bør du benytte dig af stokkene så længe, du har smerter i benet.
Når du kan klare dig med én stok, skal den holdes i den raske side, og følges med det opererede ben.

Sådan går du på trapper i skinneperioden

  • Tag ét trin af gangen
  • Sæt det raske ben først op, når du går op af trapper, og det opererede ben ned først, når du går ned af trapper.

Målet med din træning

Dette program indeholder øvelser, som du skal udføre ca. 3 gange dagligt i den første tid efter operationen, før du påbegynder superviseret genoptræning.
Målet med din træning er, at du skal:

  • Aktivere musklerne i benet – med særligt fokus på lårmusklen på forsiden
  • Gå med den tilladte vægt på benet
  • Aktivere muskulaturen omkring hoften i det opererede ben

Du bør starte din genoptræning efter ca. 2 uger enten i kommunen eller på hospitalet, igen afhængig af hvilken operation du har fået foretaget.

Efter 2 uger er det vigtigste, at du begynder at øve dig i at bøje og strække dit knæ inden for det tilladte for at undgå, at knæet bliver stift.

Øvelser

☐ Øvelse 1: Venepumpeøvelse

  • Bøj og stræk i begge fodled.

Gør dette så ofte som muligt.

☐ Øvelse 2: Aktivering af lårmusklen

  • Hav en pude i knæhasen
  • Spænd musklen på lårets forside så godt som muligt.
  • Hold spændingen i 5 sekunder
  • Slip langsomt igen
  • Forsøg på rask side, hvis det er svært på det opererede ben

Lav 15 gentagelser, flere hvis muligt., 2- 3 gange dagligt.

☐ Øvelse 3: Hofteøvelse liggende

  • Lig med samlede ben.
  • Tæerne peger lige op.
  • Før roligt det bandagerede ben ud til siden, så hælen glider langs underlaget.
  • Før roligt benet tilbage igen.

Lav 15 gentagelser, flere hvis muligt., 2- 3 gange dagligt.

 ☐ Øvelse 4: Hofteøvelser stående

  • Stå på raske ben og støt dig til fx et bord. Hold ryggen ret.

A. Før benet strakt ud til siden med foden ligefrem.
B. Før benet strakt bagud.

Begge øvelser: 15 gentagelser, flere hvis muligt., 2- 3 gange dagligt.

☐ Øvelse 5: Bækkenløft på ét ben

  • Lig med det raske ben bøjet og med foden i underlaget.
  • Det bandagerede ben skal hvile på en pude.
  • Knib balderne sammen og løft bagdelen op fra underlaget.
  • Vægten skal være på det raske ben evt. med støtte fra armene.
  • Hold stillingen i 5 sek og sænk langsomt ned igen.

Lav 10 gentagelser, 2-3 gange dagligt

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden