I forbindelse med dit sårforløb er det vurderet, at du skal have behandlet såret med eddikeblanding 1% i forbindelse med sårrensning. Denne vejledning forklarer, hvorfor og hvordan du skal behandles med eddike.
Hvorfor eddikebehandling
Eddikebehandling anvendes som lokalbehandling for at minimere mængden af bakterier/infektion i såret, særligt ved infektioner med Pseudomonas Aeruginosa, som ofte giver grønligt sekretion og en sødlig lugt i kroniske sår.
Eddike ødelægger membranen på bakterierne og nedbryder den beskyttende biofilm, hvor bakterier går i dvale og undgår antibiotika.
Hvordan anvendes eddikebehandling
Der anvendes klar lagereddike 5%, 1 del eddike og 4 dele lunken vand.
Såret renses inden, der behandles med eddikeblanding 1%. Der lægges gazeservietter/non woven, som er godt fugtige med eddikeopløsningen 1% på såret i 15-20 minutter. Gazeservietter/non woven holdes på plads med husholdningsfilm. Eddikeopløsningen 1% skal ikke skylles af efter endt behandling.
Eddikebehandling kan også gives som bad, hvor eddikeopløsning 1% blandes i en ren balje, og den berørte kropsdel dækkes af eddikeopløsningen i 15 minutter. Overskydende eddikeopløsning kasseres i afløb efter brug.
Behandling med eddikeopløsning kan gentages i forbindelse med hver sårbehandling, indtil infektionstegn/sekretion/lugt fra sår aftager eller efter aftale med din behandler.
Forholdsregler
Der kan opleves svie ved behandlingen.
Bivirkninger
Hvis huden omkring såret bliver irriteret, bør behandlingen stoppe.