Gå til hovedindhold

Amputation af ben

Når man skal have amputeret et ben, kan det være en god ide at inddrage sine pårørende og forberede sin krop på operationen.

Kort om operationen

Årsagen til amputation er oftest kraftige smerter og/eller kroniske sår på grund af dårligt blodomløb som følge af diabetes eller åreforkalkning.

Patienter, der amputeres på grund af dårligt blodomløb, har større risiko for nedsat sårheling. I 10-20 % af alle amputationer er det nødvendigt at amputere mere af benet ved en ny operation, fx fordi såret ikke heler. Vi forsøger altid at bevare så meget af benet som muligt.

Du skal forvente at være på hospitalet i op til 5 dage i forbindelse med operationen. Varigheden kan dog variere afhængigt af, hvordan såret heler, og om du bor hjemme eller på plejehjem.

Lige efter operationen er det normalt at have fantomfornemmelser, hvor det føles som om, dit ben stadig er der. Fornemmelserne kan være længerevarende.

Vigtig forberedelse

Forbered din krop på operationen

Når du skal opereres, er det vigtigt, at du spiser sundt, bevæger dig mest muligt og undgår rygning og alkohol. På den måde styrker du dit immunforsvar og mindsker risikoen for komplikationer.
Læs om, hvordan du bedst forbereder din krop på operationen på www.bispebjerghospital.dk/patientguiden. Søg på ’Livsstil - vigtigt for dit behandlingsresultat’.

Overvej at inddrage dine pårørende

Vi taler med dig om dit forløb. Hvis du ønsker det, kan dine nærmeste pårørende blive inddraget i planen for din behandling. De er fx velkomne til at bede om en samtale med en læge eller sygeplejerske. Det kan være en god idé, at I skriver dine spørgsmål ned hjemmefra, så I husker at stille dem, når I kommer til samtalen. Hvis du har mange pårørende, anbefaler vi, at du vælger én eller to personer, der har den primære kontakt til afdelingen.

Medbring en sko, som sidder godt fast på foden

Du skal medbringe en sko, som er skridsikker og sidder godt fast på foden. På den måde får du mest muligt ud af din genoptræning efter operationen. Vi anbefaler, at det er en sko, som du er vant til at bruge.

På hospitalet

Blodprøver og undersøgelser inden operationen

Inden operationen tager vi blodprøver og et EKG (elektrokardiogram) og undersøger blodtrykket og blodomløbet i dit ben for at vurdere din huds evne til at hele.

Fortæl os, hvis du drikker mere alkohol, end Sundhedsstyrelsen anbefaler

Du skal fortælle os, hvis du drikker mere end 10 genstande om ugen. Vi har brug for at vide det, så vi kan tage særlige forholdsregler, mens du er på hospitalet.

Du bliver bedøvet

Under operationen er du enten rygmarvsbedøvet eller fuldt bedøvet. Ved rygmarvsbedøvelse er du vågen, men har ikke ondt. Ved fuld bedøvelse sover du og mærker ikke noget. Vi vurderer, hvad der er bedst for dig.

Operationen

Operationen varer cirka 1-1½ time. Såret lukkes med tråd, og du får en forbinding på.

Opvågning efter operationen

Når operationen er færdig, kører vi dig til opvågningen (POA), hvor du vågner fra bedøvelsen og eventuelt overnatter. På opvågningsstuen er du tilsluttet udstyr, som fx måler hjerterytme, blodtryk og temperatur. De fleste er trætte og har brug for hvile.

Sig til, hvis du har ondt

Efter operationen kan du have smerter. Fortæl os, hvis du har ondt eller er utilpas, så vi kan hjælpe dig. Da vi behandler smerter i såret og fantomsmerter forskelligt, er det vigtigt, at du beskriver, hvilken slags smerter du har.

Smerter i såret behandler vi med smertestillende medicin. Ved amputation på låret, får du lagt et kateter til smertestillende medicin i låret. Kateteret fjerner vi som regel efter 3-5 dage. Bagefter  giver vi dig piller med smertestillende medicin.

Fantomsmerter/fornemmelser i det ben, der er amputeret, behandler vi med en anden type smertestillende medicin.

Reaktioner efter en amputation

Det påvirker ethvert menneske at få amputeret en kropsdel. Amputationen vil for de fleste medføre større eller mindre ændringer i livet. Følelser som angst, vrede, sorg, bitterhed og modløshed er helt almindelige reaktioner. Det er vigtigt at være åben omkring de følelser, du har, og fortælle andre om dem.

Nogle reagerer også på indlæggelsen og operationen med ændret adfærd, der fx kan vise sig ved følgende symptomer:

  • Du virker rastløs, forvirret og urolig.
  • Du ser eller hører noget, som andre ikke ser eller hører.
  • Du sover dårligt.
  • Du ændrer dig og bliver fx mere irritabel og vred.
  • Du føler dig deprimeret.
  • Du har svært ved at huske.

Tilstanden kaldes delirium og ses oftest hos patienter over 65 år.
Vi hjælper med at forebygge delirium ved at sørge for, at du får rigeligt væske, kommer på toilettet, får tilstrækkeligt smertestillende medicin og får søvn.

Du skal genoptræne hver dag

Den dag, du er blevet opereret, eller senest dagen efter, skal du i gang med at bevæge dig. Du opnår det bedste resultat, når du genoptræner og bevæger dig, selvom du er træt og har ondt. Vi hjælper dig med at komme ud af sengen og over i en stol eller kørestol og viser dig nogle øvelser, som du selv skal lave, mens du er på hospitalet.

Din genoptræning handler også om, hvordan du klarer at vaske dig, tage tøj af og på, sidde op til måltiderne og komme på toilettet. Formålet er, at du er så selvhjulpen som muligt, når du bliver udskrevet.

Du får taget blodprøver

De første dage efter operationen, får du taget blodprøver jævnligt, så vi kan følge din behandling.

Vi vejer dig og registrerer, hvad du spiser og drikker

I den første tid af din indlæggelse registrerer vi, hvad du spiser og drikker, så du får den rigtige ernæring. Vi vejer dig også for at sikre, at du får den rette mængde væske. Vi anbefaler, at du drikker 1½-2 liter væske i døgnet. Fortæl os derfor, hvis du spiser eller drikker noget, som dine pårørende har haft med.

Pleje af såret

Mens du er på hospitalet, holder vi øje med såret. Hvis du får brug for hjælp til at pleje dit sår, når du kommer hjem igen, sørger vi for, at du får besøg af en hjemmesygeplejerske.

Hjælpemidler og eventuelle ændringer i dit hjem

Inden du bliver udskrevet, taler vi med dig om hjælpemidler som fx gangredskaber eller kørestol, badestol eller toiletforhøjer. Under indlæggelsen taler vi med din kommune om planlægning af udskrivelsen, blandt andet om du får behov for hjælp i hjemmet.
Hospitalet låner dig midlertidige hjælpemidler.
Din kommune sørger for de blivende hjælpemidler og ændringer i din bolig.

Rehabilitering

Hvis du har behov for længere genoptræning og hjælp hele døgnet, kan vi indstille dig til et rehabiliteringsophold i din kommune. Du skal selv betale mellem 130-170 kroner om dagen for kost. Det er kommunen, der afgør, om du får tilbudt en rehabiliteringsplads eller hjælp i hjemmet.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det. Følgende komplikationer forekommer i sjældne tilfælde:

Overfladisk infektion i operationssåret

Får du en overfladisk infektion i operationssåret, behandler vi det med antibiotika.

Dyb infektion i stumpen

Hvis du får en dyb infektion i stumpen, skal du have en ny operation, hvor vi renser operationssåret og eventuelt kan blive nødt til at lave en ny amputation på et højere niveau.

Manglende heling af stumpen

Blodtilførslen til bløddelene på amputationsniveauet kan være for dårlig efter operationen, så operationssåret ikke heler. Sker det, kan vi blive nødt til at lave en ny amputation på et højere niveau.

Behov for blodtransfusion

Vi holder øje med din blodprocent før og efter operationen. For at optimere heling af stumpen er det vigtigt, at blodprocenten ikke bliver for lav. Er din blodprocent for lav, anbefaler vi dig at modtage blodtransfusion.

Blodprop i lunge eller hjerne

Efter operationen vurderer vi, om du skal have blodfortyndende medicin for at nedsætte risikoen for blodpropper.

Tilstødende infektioner

Under indlæggelsen kan der opstå tilstødende infektioner. Det mest almindelige er en urinvejsinfektion eller en lungebetændelse. Sker det, behandler vi det med antibiotika.

Hjemme igen

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Få mere viden

Amputationsforeningen og Amputationskredsen tilbyder fællesskab, råd og støtte til patienter og pårørende. Du finder foreningen på www.amputationsforeningen.dk. Du finder kredsen på www.danskhandicapforbund.dk.

På Helbredsprofilen kan du se forskellige film om tiden efter en amputation: www.helbredsprofilen.dk. Søg på 'amputation'. Du kan også se filmene ved at holde din smartphones kamera op foran QR-koden:

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden