Gå til hovedindhold

Amputation af ben - Hjemme igen

Når man er kommet hjem igen, efter at man har fået amputeret et ben, er det vigtigt at man hjælper sin krop med at komme sig.

Ubehag eller smerter

Kontakt os, hvis du får problemer med såret

Det er normalt at være hævet og have ondt omkring såret. Hvis du får betændelse i såret, skal det behandles. Du skal derfor kontakte os, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:

  • Øget rødme.
  • Tiltagende hævelse.
  • Tiltagende ømhed.
  • Tiltagende varme omkring såret.
  • Øget væske fra såret.
  • Såret åbner sig.
  • Feber over 38 grader.
  • Ændrede eller tiltagende smerter i stumpen, når du hviler eller bevæger dig.

Du bør også altid kontakte os, hvis du er i tvivl om, at såret heler, som det skal.

Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt

Du skal tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. Den smertestillende medicin er en del af behandlingen. Du skal følge de anvisninger, du fik, da du blev udskrevet fra hospitalet.

Bevægelse og hvile

Du bliver eventuelt tilbudt genoptræning i din kommune

Vi sender eventuelt en genoptræningsplan til det sted, hvor du skal træne. De kontakter dig om, hvornår din genoptræning starter. Indtil du starter i genoptræning, skal du fortsat lave de øvelser, som fysioterapeuten har instrueret dig i.

Pleje og hygiejne

Brug fugtighedscreme, hvis din hud er tør

Når trådene er fjernet, anbefaler vi, at du smører stumpen med en uparfumeret fugtighedscreme om aftenen, hvis din hud føles tør. Vask altid stumpen, inden du tager creme på. Brug kun cremen om aftenen, så den når at trænge ind i huden, inden du eventuelt skal have silikonelineren på næste morgen.

Spis kost med protein og vitaminer

Vi anbefaler, at du spiser kost, som indeholder mange proteiner, da det fremmer heling af dit sår. Der er fx mange proteiner i kød, mælk og bønner. Nogle af dine måltider kan suppleres med proteindrikke.

Hjælp din krop med at komme sig

Når du er blevet opereret, har bevægelse, kost, rygning og alkohol stor betydning for, hvor hurtigt du får kræfterne tilbage, og hvor godt dit sår heler. Læs om, hvordan du kommer dig bedst muligt efter operationen på www.bispebjerghospital.dk/patientguiden.

Praktiske forhold

Få fjernet tråde

Du skal have fjernet tråde hos din egen læge eller ved hjemmesygeplejersken 3 uger efter operationen.

Kom til kontrol

Hvis du har et kompliceret forløb, der fortsat kræver behandling efter amputationen, skal du komme til kontrol hos os. Hvis vi ikke har aftalt en tid med dig på hospitalet, indkalder vi dig med digital eller fysisk post.

Det kan være en god idé at skrive dine spørgsmål ned hjemmefra, så du husker at stille dem. Du er meget velkommen til at tage en pårørende med.

Hvis du oplever forværring, skal du ikke vente til din kontrol. Ved forværring inden for de første 72 timer skal du kontakte os. Efter 72 timer skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813.

Brug silikonelineren

Hvis du skal have en silikoneliner, tages der mål af stumpen. Silikonelineren er en blød, støttende bandage, der fremmer helingen af såret, forebygger hævelse og smerter og former stumpen til en eventuel benprotese.

Du får hjælp til at få silikonelineren på og bliver instrueret i, hvor længe du skal have den på hver dag. Det foregår som regel, når du er til genoptræning i kommunen.

Muligheden for en protese

Under din genoptræning vurderes det, om det er muligt at give dig en protese, hvis du ønsker det. Tilpasningen af en protese tager tid og kræver tålmodighed og psykisk overskud. Samtidig kræver protesen en god fysik og vedholdende træning. Protesen kan først tilpasses, når benet ikke længere er hævet.

Aflevér hjælpemidler efter brug

Når du ikke længere har brug for de midlertidige hjælpemidler, som du har lånt, skal du returnere dem til det hospital, hvor du fik dem udleveret.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere om dine rettigheder som patient på www.regionh.dk/patientrettigheder.

Få mere viden

Amputationsforeningen og Amputationskredsen tilbyder fællesskab, råd og støtte til patienter og pårørende. Du finder foreningen på www.amputationsforeningen.dk. Du finder kredsen på www.danskhandicapforbund.dk.

På Helbredsprofilen kan du se forskellige film om tiden efter en amputation: www.helbredsprofilen.dk. Søg på 'amputation'. Du kan også se filmene ved at holde din smartphones kamera op foran QR-koden:

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden