Allergitest med lappeprøver

Når du får lavet en allergitest med lappeprøver, bliver du testet for stoffer, som ofte giver allergi. Testen viser, om du har allergi for stoffer, du kommer i kontakt med (kontaktallergi).

Hvad er en allergitest med lappeprøver?

Allergitest med lappeprøver er en undersøgelse, der kan vise om du har allergi over for stoffer, du kommer i kontakt med (kontaktallergi). Kontaktallergi kan forårsage eksem. De stoffer, der giver allergi findes i vores omgivelser både hjemme og på arbejdspladsen. Det kan fx være metaller, farve- og parfume-stoffer og visse medikamenter. I testen vil allergi over for et stof vise sig som en rød kløende plet.

Hvordan foregår testen?

Prøverne sættes på ryggen med plaster, hvor de skal sidde i 2 dage.
Du skal komme 3-4 gange i Hudafdelingen fordelt over 5-8 dage:
1. gang: Prøverne sættes på ryggen
2. gang (48 timer efter): Prøverne (plastret) fjernes fra ryggen. Samtidig laves en foreløbig aflæsning af evt. hudreaktioner.
3. gang hos læge i ambulatoriet
4. gang i laboratoriet
I den periode skal hudområdet vurderes flere gange for at se, om din hud har reageret på et eller flere af stofferne.

Inden testen foretages, er det vigtigt
- Undgå sol eller solarium på ryggen fra 2 uger før testen til testen er slut.
- Behandling med prednisolon skal være ophørt 2 uger før testen.
- Undlad brug af hormoncreme på ryggen fra 3 døgn før testen til testen er slut.
- Undlad brug af creme på ryggen fra dagen før testen til testen er slut.

Brug gerne en gammel top eller t-shirt, mens testen foregår, da tuschstregerne og indholdet i lappeprøverne kan smitte af. Medbring gerne trøjen første dag.

Hvis du er gravid eller ammende, bedes du oplyse lægen eller laboratoriet herom, da vi sædvanligvis ikke tester gravide/ammende.

Mens plastret er påsat

For at sikre at lappeprøverne er i god kontakt med huden, er det vigtigt at undgå, at ryggen bliver våd, mens du har plastret på. Derfor:
- Gå ikke i bad
- Undgå fysisk aktivitet, hvor du kommer til at svede fx. cykle, hårdt fysisk arbejde, løb, fitness o.l.

Bivirkninger/risiko

Det kan føles ubehageligt at have plastret på ryggen i 2 døgn. Hvis man har allergi over for et eller flere af de testede stoffer, vil der opstå rødme under plastret, som kan være ubehagelig og kløende fra dage og op til flere uger. I sjældne tilfælde kan man udvikle allergi over for et af de påsatte stoffer.

Sent fremkomne reaktioner
Hvis du opdager en rød kløende plet i testområdet på ryggen, som ikke var der, da aflæsningen af testen blev afsluttet, bedes du kontakte laboratoriet.

Redaktør