Turen gik gennem en af de mange, smukke helende haver på Bispebjerg, der fra næste år skal revitaliseres med en milliondonation fra Den A.P. Møllerske Støttefond. Foto: Jens Panduro
Der var rig mulighed for at leve sig ind i hospitalets fascinerende fortid, nutid og fremtid, da Bispebjerg og Frederiksberg Hospital viste rundt i anledning af den nationale kampagne ”Vi bygger for livet”, som sætter fokus på hospitalsbyggerierne i Danmark.
Første stop på rundvisningen var patientkøkkenet, som bød på lækre økologiske kardemommesnurrer, og så var energien ellers i top til resten af turen. I alt havde over 300 besøgende taget imod dagens unikke tilbud om at se og høre om kunsten og de helende haver, de hemmelige tunneller, kapellet, Danmarks største anlæg til lagring af energi i undergrunden, den nye Akutmodtagelse, der åbner senere på måneden og ikke mindst byggeriet af et 77.500 kvm stort Akuthus, der skal stå klar til at tage imod patienter i 2023.
Gæsterne fik et sjældent indblik i hospitalets nye, topmoderne blodprøvelaboratorium - et af Europas største – der åbner i slutningen af året. Foto: Jens Panduro
Fortællinger fra hjertet
Hospitalsdirektør Anne Jastrup deltog også søndagens Åbent Hus, og hun var begejstret for at se den store opbakning: ”På Bispebjerg og Frederiksberg Hospital har mod, nytænkning og skønhed altid været omdrejningspunktet. Jeg er stolt over at kunne give borgerne en anderledes oplevelse af hospitalet og et fascinerende indblik i vores fortid og fremtid. Tak til alle der lagde vejen forbi og tak til alle de engagerede medarbejdere, der viste rundt og fortalte fra hjertet.”

Regnbygerne var ingen hindring for de over 300 besøgende. Her på byggepladsen, hvor det store nye akuthospital skal bygges fra 2020. Foto: Jens Panduro

Der blev også tid til et kig ind i Danmarks største anlæg til lagring af energi i undergrunden, der sænker hospitalets udledning af CO2 med cirka 50 procent. Foto: Jens Panduro
Det er tredje år i træk, at Nyt Hospital Bispebjerg inviterer til Åbent Hus som et led i den nationale kampagne ”Vi bygger for livet”. I alt bød 15 hospitalsbyggerier landet over indenfor, og flere end 21.000 danskere benyttede sig af tilbuddet.