Film: Anne og hendes kolleger bygger deres fremtidige arbejdsplads

​Når Ny Psykiatri Bispebjerg står færdig om nogle år, er det med flere års vigtige input fra psykiatriens medarbejdere, patienter og pårørende.
Vent...

Siden 2011 har medarbejdere, patienter og pårørende samarbejdet med arkitekter og rådgivere om at bygge det kommende psykiatriske center på Bispebjerg. En af dem, der har deltaget i workshopsene i løbet af årene, er Anne Ohmann Jelle, afdelingssygeplejerske på et psykiatrisk afsnit i Gentofte.

”Vi kan fortælle nogle ting til arkitekterne, som ikke nødvendigvis har sat deres ben i en klinisk hverdag,” siger hun og fortæller, at det er dejligt at blive hørt og være med til at forme det, der om nogle år bliver hendes nye arbejdsplads.

Annes bidrag og input fra adskillige læger, fysioterapeuter, driftspersonale, sosu-assistenter med flere har blandt andet medvirket til, at akutmodtagelsen er blevet tegnet om, og at hvert sengeafsnit får et medicinrum i stedet for at skulle dele med hinanden. Og ikke mindst, at centeret samles på ét byggefelt og ikke spredes forskellige steder på Bispebjerg Hospitals område.

Vigtigt at lytte

Maria Brammer Boldt er projektleder for brugerinddragelse i Region Hovedstadens Psykiatri. For hende spiller personalet og patienterne en yderst vigtig rolle i byggeriet.

”Min begejstring for projektet bliver altid størst, når vi har tæt kontakt med klinikken. Der giver det pludselig mening. Mange menneskers liv og hverdag bliver berørt af det, vi bygger, og derfor er det så vigtigt, at vi lytter til dem, der skal bruge centeret i sidste ende,” siger hun.

Afdelingssygeplejerske Anne Ohmann Jelle er enig:
”Jeg har været en del af det, som også vil blive min hverdag, når vi er færdige med byggeriet en gang. Og det er meget tilfredsstillende,” slutter hun.
Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor