"Yes, det er lige mig!" tænkte 28-årige Reagan Addai, da han for nylig fik et godt tilbud.
Som del af en gruppe ledige fra Frederiksberg Jobcenter besøgte han i december byggepladsen hos Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg for at blive klogere på, hvordan man får arbejde i byggebranchen.
Da besøget sluttede med et konkret tilbud fra entreprenøren Per Aarsleff A/S om en plads som voksenlærling, sprang Reagan Addai straks til. Og to uger senere var han i fuldt sving med at bygge den nye Laboratorie- og Logistikbygning, som er en del af Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.
Elsker hårdt arbejde
"Jeg elsker at arbejde hårdt," siger Reagan, der godt kan lide livet i byggebranchen. Han kom til Danmark fra Ghana for ti år siden og har blandt andet arbejdet som ufaglært struktør (jord- og betonarbejder).
Han glæder sig over, at han nu kan få en uddannelse inden for faget. Og at en del af den uddannelse foregår på en overdækket byggeplads:
"Det er godt at arbejde herinde, hvor der ikke kommer sne og regn," siger Reagan om den 33 meter høje telt-lignende konstruktion, der beskytter håndværkerne og pladsen mod vejrligsdage i de hårde vintermåneder.
Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg ønsker Reagan velkommen og god arbejdslyst.
Reagan Addai kan godt lide at arbejde i byggebranchen og glæder sig over, at han nu får en uddannelse som struktør. Foto: Karen Grønkjær Kjeldsen.