Farvel til Kapellets tilbygning

​Tilbygningen til Kapellet og Patologisk Institut skal rives ned for at gøre plads til at udrette vejen ind til det kommende Ny Psykiatri Bispebjerg. Nedrivningen varer fra april til september.

Illustrationen viser, hvor tilbygningen til Kapellet ligger i forhold til den kommende vej. Den røde bid rives ned. Eksisterende bygninger er markeret med mørkegrønt, kommende bygninger er hvide. Illustration: Friis & Moltke.

​Nu er turen kommet til, at Kapellets tilbygning må vige pladsen for fremtidens psykiatri. Bygningen er tilføjet til Kapellet i 1964 for at give mere plads til Patologisk Institut. Nu skal den væk for at gøre plads til, at vejen, der går fra Tuborgvej til bagsiden af Lersø Komplekset, kan rettes ud og give en flottere og mere jævn indkørsel til Ny Psykiatri Bispebjerg.

”Det gamle kapel og Patologisk Institut er fredet. Vi har derfor allieret os med en restaureringsarkitekt, som vil sikre, at vi passer godt på bygningen og blænder gavlen af på en respektfuld måde. Kulturstyrelsen vil også følge arbejdet,” fortæller projektleder Mogens Hedegaard Andersen fra Ny Psykiatri Bispebjerg.

Når muren bygges op efter nedrivningen, vil der i vid udstrækning blive brugt gamle mursten fra Bispebjerg Hospital, som hospitalets driftsafdeling har gemt i tidens løb.

Tilbygningen til Kapellet og Patologisk Institut kendt som bygning 19B skal rives ned fra april 2017. Det gælder også stykket med murstenssøjlerne. Foto: Byggeriets Billedbank.

Byggeplads generer mindst muligt

Bygningen, der skal rives ned, bliver skærmet fra omgivelserne med et blåt byggehegn, som sættes op fra slutningen af marts. Der bliver lagt stålplader på græsset, så lastbilerne hurtigt kan komme væk fra vejen, hvor øvrig trafik kører.

”Vi sætter hegnet uden om et bevaringsværdigt valnøddetræ, som står på plænen bag Kapellet. Der er mange forhold at tage hensyn til på Bispebjerg Hospital,” konstaterer Mogens Hedegaard Andersen.

Tilbygningen har mange miljøskadelige stoffer, så de første to måneder sker der indvendig sanering, hvor eksempelvis den blyholdige maling sandblæses af væggene. Håndværkerne bruger en dieselgenerator til sandblæsningen, og det vil støje, når den tænder og slukker. Det er ikke muligt at bruge hospitalets almindelige strømforsyning, da belastningen risikerer at blive for stor.

”Vi skal nok placere generatoren, så den ikke står klods op ad Lersø Hospitalet, men fra vores sidste nedrivning ved vi, at støjen er til at holde ud for de nærmeste omgivelser,” siger han.

Mursten til genbrug

”Når selve bygningen bliver taget ned, sker det med en gravemaskine med en grab på. Så det er også relativt skånsomt for omgivelserne,” fortæller Mogens Hedegaard Andersen.

Murstenene fra bygningen skal genanvendes. Det er dog endnu uvist hvorhenne. Bygningen forventes at være revet ned til september 2017, og ved årets udgang er gavlen på den fredede bygning reetableret.

Redaktør