Kunstnere og arkitekter i tæt samarbejde på Nyt Hospital Bispebjerg

​Et omfattende kunstværk skal pryde ankomsten og indgangen til det nye Akuthus på Bispebjerg. Fire konkurrerende kunstnere får en enestående chance for at præge oplevelsen af hospitalet fra starten i et af Danmarks største hospitalskunstprojekter.

​I fremtiden vil besøgende på hospitalet blive mødt af en inviterende arkitektur med masser af kontakt til de grønne omgivelser og et imponerende kunstværk, der byder velkommen. Illustrationen er arkitekternes bud på, hvordan det kunne se ud. Illustration: KHR arkitekter, WHR Architects, Arup. ​​

​​I et af de største kunstprojekter på de danske hospitalsbyggerier skal kunstnere og arkitekter arbejde tæt sammen om at skabe et imponerende kunstværk, der strækker sig fra ankomsten og ind i det store foyerområde i det nye Akuthus på Bispebjerg. Man skal have fornemmelsen af a​​t være kommet til et menneskeligt sted, hvor der er rum til at tænke og opleve andet end sygdom. ​

En kunstkonkurrence blev skudt i gang i april sidste år, og fire kunstnere er fortsat med i opløbet om vinde opgaven med at udsmykke ankomstområdet i det nye hospital. Akuthuset er ikke tegnet i detaljen endnu, og det er derfor helt unikt, at kunstnerne allerede nu bliver inddraget. P​å den måde bliver det muligt at tænke kunsten ind som en integreret del af arkitekturen, så den ikke blot bliver føjet til, når bygningen står færdig.

Teamarbejde

På et nyligt møde med arkitekterne bag huset, har kunstnerne fået mulighed for at få et nærmere kig på de arkitekttegninger, der fortsat bliver bearbejdet. Arkitekt og partner Mikkel Beedholm fra KHR arkitekter stillede op til spørgsmål fra de fire nysgerrige kunstnere, og han ser en stor styrke i at involvere kunstnerne allerede nu:

"At kunstnerne kommer ind på et så tidligt tidspunkt er rigtig godt. Det giver mulighed for, at de kan se nogle ting, vi som arkitekter måske ikke har blik for. Vi vil gerne arbejde som et team og kunne inspirere hinanden," siger han og uddyber, hvordan han forestiller sig kunsten som en del arkitekturen: 

”Den integrerede kunst kan blive til en bygningsdel, et nyt loft eller på en anden måde en skulpturel del af bygningen.”

 

"Vi vil gerne arbejde som et team og kunne inspirere hinanden," siger arkitekt og partner, Mikkel Beedholm fra KHR arkitekter (t.h.) Her er han til spørgemøde med de fire udvalgte kunstnere. Foto: Louise Bendixen.

Lys, grønt og åbenhed

De konkrete forslag til, hvordan kunstværkerne kommer til at se ud, vil først blive afsløret i juni 2016, hvor en vinder skal kåres. Indtil da har de fire udvalgte kunstnere travlt med at udforme en skitse til et unikt kunstnerisk koncept for Akuthuset. En af de f​​ire er billedkunstner Camilla Nørgård, der arbejder på tværs af faglige discipliner, materialer og medier. Hun er begejstret for at blive involveret så tidligt i forløbet: 

"Jeg synes, det er super spændende og et privilegium at være med så tidligt og at få mulighed for at præge processen. Det er en udfordring, at der ikke er præcise tegninger eller modeller til at planlægge efter, så lige nu er stadig lidt langt til at vide, hvordan man kommer i mål," siger hun. 

Camilla Nørgård glæder sig over, at foyerområdet, der skal udsmykkes, får god adgang til de grønne omgivelser:

"Der er allerede en del ændringer til det bedre i projektet. Der er meget mere lys, grønt og åbenhed, end vi har set i de tidligere skitser," konstaterer hun. 

De fire kunstnere har udsigt til at vinde en opgave med et samlet budget på 5 mio. kr. Dermed er det et af Danmarks største hospitals​kunstprojekter. Arbejdet strækker sig til omkring 2024, når hospitalet står færdigt.

Redaktør