Første besøg i fremtidens sengestue

Medarbejdere på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital har for første gang fået lov at komme indenfor i den nye sengestue-mock-up, der bliver testmodel for fremtidens sengestue i Nyt Hospital Bispebjerg.​

​På Frederiksberg Hospital er der blevet banket, boret og savet. En helt ny type sengestue har netop set dagens lys. Medicinsk Afdeling, C10, lægger lokaler til en såkaldt ’mock-up’ af den sengestue, der på sigt skal bygges 576 af i det nye Akuthus i Nyt Hospital Bispebjerg. Mock-up’en skal indgå i afdelingens daglige drift og skal fra efteråret 2016 testes af patienter, personale og pårørende. Den skal fungere på lige vilkår med de nuværende sengestuer for at undersøge, hvad der kan forbedres, inden den ægte vare skal bygges.
​​
”Det er skelsættende, at vi nu har en fysisk model af sengestuen. Det gør en stor forskel for de mennesker, der skal arbejde der, at de på egen krop kan få lov at opleve og teste de nye fysiske rammer,” fortæller Josefine Due, projektleder for brugerinddragelsen på Nyt Hospital Bispebjerg.  


Rummet vækkes til live

Afdelingssygeplejerske Theresa Kay-Heno fra Hjerteafdelingen på Frederiksberg Hospital var en af de første brugere, der fik lov til at træde ind i fremtidens sengestue, og hun synes, det var en god oplevelse:

”Sidste gang vi så rummet, var det tegnet op med tape på gulvet, og det var svært ikke lige at træde et skridt uden for tapen. Men her har vi de fysiske vægge, der både sætter begrænsningen, og også vækker det til live, så man får en reel idé om, hvad det vil sige at være her.”

Om patientstuens størrelse og udformning siger hun: ”Rummet er en lille smule mindre, end jeg havde forestillet mig fra starten. Men jeg kan godt lide, at det har lidt skæve vinkler, så man har lidt anderledes muligheder for at placere sengen”.


Fremtidens sengestue i Nyt Hospital Bispebjerg har skæve vinkler, og ligner ikke noget, der før er bygget i Danmark. Illustration: KHR arkitekter, WHR Architects, Arup.​

Inspiration fra USA

Sengestuen ligner ikke den sengestue, der findes på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital i dag. Først og fremmest er det en ensengs-stue, da alle patienter i de nye hospitalsbyggerier skal have mulighed for privatliv og bedre hygiejne. For det andet er den indrettet med skæve vinkler. Det giver en optimering af pladsen og mindsker i det store billede gåafstande på sengeafsnittet for personalet. Samtidig giver det bedre overblik på afdelingen og gør det nemmere at finde vej til den rette sengestue.

Arkitekt Anthony Haas (tv) viser rundt i den nye sengestue-mock-up, der bliver testmodel for fremtidens sengestue i Nyt Hospital Bispebjerg. Foto: Louise Voss Bendixen.​​​


Sengestue-konceptet er inspireret af løsninger, der blandt andet findes i USA, og det er ikke helt tilfældigt. For med på det hold, der tegner fremtidens hospital på Bispebjerg, er nemlig en flok hospitalsplanlæggere fra Texas, som er involveret i brugerinddragelsen i det nye Akuthus. Anthony Haas, Senior Arkitekt fra WHR Architects, synes at mock-up’en er en stor hjælp til at fusionere arkitekturen med personalets hverdag:

”Det giver brugerne en mulighed for at sige: "Flyt den væg en smule" eller "Tilpas det her". Så jeg synes, det er et fantastisk redskab, som jeg tror, alle får stor nytte af,” siger han og tilføjer, at brugergrupperne har været fantastiske til at kommunikere til trods for sproglige og kulturelle forskelle.

Mock-up’en bliver med brugernes input tilpasset og indrettet, og fra efteråret 2016 forventes den at blive taget i brug og testet på både patienter, personale og pårørende.
Redaktør