Nu kommer der ro på hovedporten

​Bispebjerg Hospitals gamle hovedport ud mod Bispebjerg Bakke lukkes for biltrafik. Det skal give en mere rolig atmosfære og en sikker trafikafvikling.​​

​Et lille skridt for trafikanterne, men et stort spring for Bispebjerg-ånden. Fra 1. november bliver hospitalets hovedport på Bispebjerg Bakke lukket for bilister og forbeholdt cyklister og gående.

”Det er et længe ventet projekt, som vi endelig realiserer. Nu kan vi skabe den ro og atmosfære omkring hovedporten, som den fortjener, og som passer til de smukke fredede omgivelser,” konstaterer projektleder Jesper Bladt Jørgensen fra FM-enheden på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Biler kan køre ind og ud ad forlængelserne af Østre og Vestre Længdevej. I fremtiden bliver vejene ensrettede for at give en mere rolig trafik. Foto: Dragør Luftfoto.​

​Mere sikker trafik

Porten var, da hospitalet åbnede i 1913, eneste indgang for patienter. Det siges, at de visiterende læger stod på de to balkoner i porten og dirigerede patienterne til den rette destination. I de senere år har det dog været forbundet med en vis fare at krydse hovedporten. Der er dårligt udsyn og mange trafikanter i begge retninger.

I sommeren 2014 blev forlængelsen af Østre Længdevej åbnet og året efter dens tvilling, så både Østre og Vestre Længdevej fortsætter ud i Bispebjerg Bakke.

”Mange bruger allerede de to nye veje, fordi det er en nemmere og sikrere måde at komme ind og ud af hospitalsområdet. Nu tager vi næste skridt ved at lukke porten for biler. Planen er fuldendt, når vi om nogle år gennemfører ensretning, så man kommer ind ad Østre Længdevej og ud ad Vestre,” fortæller Jesper Bladt Jørgensen.

​​Passende pullerter

Porten bliver spærret med pullerter i begge sider, så cyklister og gående fortsat kan passere, men biler ikke kan komme igennem. Der vil desuden blive sat skilte op, som leder bilisterne hen til de to forlængelser af henholdsvis Østre og Vestre Længdevej.​

”Pullerterne er en historie for sig. Jeg har sammen med Michael Schiller (fra FM-enheden (red.) og entreprenøren, der skal udføre arbejdet, sat en stor ære i, at finde en pullert, der passer til det fredede område. Vi har fundet en engelsk pullert, som med sin form adskiller sig fra de danske, der er mere modernistiske. Vi synes, den matcher rigtig flot med den gamle bygning og porten med de smukke agernlamper og de mange bygningsdetaljer. Pullerterne bliver monteret med refleks, så de kan ses i mørket, når man kommer kørende,” siger Jesper Bladt Jørgensen.

Der er sat en ære i at finde en pullert, der passer til de fredede bygninger. De sorte pullerter passer bl.a. godt til de sorte agernlamper ved porten. Foto: Glasdon ltd.​

Redaktør