Fem hold prækvalificeret til at bygge Laboratorie- og Logistikbygningen

Blandt 15 stærke teams er fem valgt ud til at byde på hovedentreprisen for Laboratorie- og Logistikbygningen på Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg. Hvem, der skal opføre bygningen, bliver besluttet i slutningen af året, og byggeriet begynder primo 2016.

​Det var 15 meget stærke teams, der meldte sig på banen til at bygge Laboratorie- og Logistikbygningen på Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg. Nu er fem af dem blevet udvalgt til at byde på opgaven.

Bygningen skal opføres lige syd for det nye parkeringshus nær Tuborgvej og tæt på Bispebjerg Hospitals fredede bygninger.

​Laboratorie- og Logistikbygningen er udformet af Mikkelsen Arkitekter, WHR Architects og Alectia. Fem hold er prækvalificeret til at opføre bygningen. Illustration: Mikkelsen Arkitekter.​​

​Fem velkvalificerede er valgt

”Vi har været nødt til at forlænge evalueringsperioden, fordi holdene var så kvalificerede. Så vi har måttet gradbøje deres referencer i relevante og mere relevante. Det har været et svært valg, som betyder, at vi også har måttet fravælge meget velkvalificerede hold,” siger seniorprojektleder Ronan O’ Reilly fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

De fem udvalgte er:

  • BAM Danmark A/S med samarbejdspartneren BAM Bouw en Techniek BV (NL)
  • Jørgen Friis Poulsen A/S i joint venture med Max Bögl International SE
  • MT Højgaard A/S
  • NCC Construction Danmarks A/S
  • 5E Byg A/S med samarbejdspartnerne Scanbur A/S og Labflex A/S

Byggemetoden tæller

De fem hold får tilsendt udbudsmateriale sidst i oktober og skal konkurrere på pris, metode og holdenes persongallerier. Vinderen af opgaven bliver valgt i slutningen af 2015.​​

”Prisen er selvfølgelig vigtig for os, men byggemetoden betyder endnu mere, fordi hospitalet skal kunne fungere i fuld drift ved siden af byggeriet,” forklarer Ronan O’ Reilly og uddyber:

”Vi vil kigge efter erfaringer med LEAN-construction. For eksempel bliver det nødvendigt med just-in-time-leverancer, da vi har meget begrænset plads og ikke kan have byggematerialer liggende på hospitalets område." 

​​10.000 kvm. klar midt i 2017

Entreprisesummen er på ca. 180 mio kr. og dækker opførelsen af Laboratorie- og Logistikbygningen på ca. 10.000 kvm. Den skal bygges fra starten af 2016 og forventes klar til brug i midten af 2017. Inden da er der på byggegrunden gravet ud til kælder.

​Bygningen kommer til at rumme lager- og logistikfaciliteter samt Klinisk Biokemisk Afdeling, fælles forskningsfaciliteter og laboratorier, der bl.a. årligt skal levere 9 mio. analysesvar på blodprøver.

Redaktør