Formålet med MedMilk
Der mangler vigtig viden om, hvor meget og hvilke lægemidler der udskilles i modermælk. Dette skyldes bl.a., at gravide og ammende som regel ikke deltager i kliniske studier. Faktisk ved man slet ikke noget om overførslen til modermælken og barnet for mere end halvdelen af de systemiske lægemidler ammende kvinder bruger i dag. Og for de fleste af de øvrige lægenmidler er vores viden meget begrænset.
Manglen på viden kan skabe usikkerhed hos både kvinder og sundhedsprofessionelle og føre til ammestop, bivirkninger hos det lille barn eller afbrudt behandling.
Vi ønsker derfor at måle koncentrationen af forskellige lægemidler i modermælk fra kvinder i behandling med medicin. Resultaterne skal styrke rådgivningen af mødre og gøre det tryggere at bruge nødvendig medicin under amning.
Sikkker amning ved psykisk sygdom
I et underprojekt i MedMilk har vi særlig fokus på psykiatriske lægemidler. Mange kvinder med psykisk sygdom har brug for medicin – også når de ammer. Men også her mangler der vigtig viden om, hvor meget medicin der overføres til barnet via modermælk, og om det er skadeligt for barnet. Det skaber usikkerhed og tvinger mange kvinder til at vælge mellem behandling og amning – ofte uden reel viden om risikoen.
Derfor undersøger vi i forskningsprojektet, hvor meget psykiatrisk medicin der udskilles i modermælken, og om det giver bivirkninger hos barnet. Projektet skal skabe den nødvendige viden, så kvinder kan træffe trygge, velinformerede valg til gavn for både dem selv og deres barn.
Målgruppe
Kvinder, som ammer og bruger psykiatrisk medicin fx antidepressiv eller antipsykotisk medicin.
Projektets relevans
Projektet vil give ny, brugbar viden om sikkerheden ved at bruge psykiatrisk medicin under amning – særligt ved brug af flere lægemidler. Denne viden mangler i dag og vil styrke grundlaget for behandlingen. Resultaterne kan bruges direkte i behandlingen af patienterne, mindske usikkerhed og gøre det muligt for flere kvinder med psykisk sygdom at få den nødvendige behandling – uden at skulle opgive amningen.
Man kan deltage i forsøget hvis man
• Er over 18 år gammel
• Er ammende
• Bruger medicin
Hvem er ansvarlig
Professor og ledende overlæge Jon Trærup Andersen, projektansvarlig
Læge Ditte Resendal Gotfredsen, forsøgskoordinator
Læge Pernille Kähler Byskov, ph.d.-studerende
Læge Mette Hjorslev Knudgaard, ph.d.-studerende
Kontakt os på
@: medmilk@regionh.dk
telefon: 21 47 20 51
English version of this page.