Grundforskning
undersøger typisk, hvordan huden fungerer, og hvordan udefrakommende
påvirkninger eller forhold i menneskekroppen i øvrigt kan ændre hudens måde at
fungere på.
Denne type forskning giver ikke altid resultater, som straks
forbedrer vores behandlinger, men er skridt på vejen mod en bedre forståelse af,
hvordan vi kan hjælpe hudpatienter mest muligt.
Undersøgelserne forestås
oftest af ph.d.-studerende læger eller folk med tilsvarende biomedicinsk
uddannelse. De gennemføres udelukkende med tilladelse fra videnskabsetisk komité,
og man deltager kun, hvis man efter grundig information giver tilladelse hertil.
Man har krav på at få undersøgelsens resultater at vide, men man må i så fald
selv henvende sig, hvis man er interesseret, da der kan gå lang tid før
resultaterne er klar.