En kohorte er en bestemt gruppe af mennesker, som er udtrukket ud fra nogle bestemte kriterier. I første om gang har vi startet med at kigge på nogle de mest hyppige hudsygdomme herhjemme som børneeksem (atopisk dermatitis), psoriasis, kronisk håndeksem og rosacea, men også nogle af de lidt mere sjældne som hårtab (alopecia areata) og hidrosadenitis. Kohorten bliver udvidet med mere sjældne sygdomme, bl.a. pustler i håndflader/fodsåler (pustulosis palmoplantaris), fiskeskælshud (ichtyosis), hvide pletter på huden (vitiligo), bindevævssygdom i slimhinderne (Lichen Sclerosus et atrophicus), blæresygdom i huden (bulløs pemfigoid), skæleksem (seboroisk eksem), Hydes sygdom/Pickers knuder (Prurigo Nodularis), betændelse i muskulatur og hud (dermatomyositis), og den mere velkendte nældefeber (urticaria).
Vi laver mange slags analyser, bl.a. prøver vi at finde fænotypiske (grupperinger af) karakteristikker af patienter indenfor for de forskellige hudsygdomme
Vi vil bl.a. forsøge at besvare:
- Hvordan ser billedet ud af hudsygdomme i Danmark?
- Er der en sammenhæng mellem sygdomsforløb og følgesygdomme?
- Hvor påvirket er patienter af deres hudsygdom i dagligdagen og hvilke følgevirkninger har det på deres hverdag, sundhed og helbred?
Ved hjælp af det danske Centrale Personregister (CPR) og det nationale landspatientregister er folk udtrukket ud fra diagnosekoder for specifikke hudsygdomme. Derudover har vi også udtrukket en tilfældigt udvalgt gruppe af voksne danskere, som vi bruger som kontrolgruppe. Vi sender spørgeskemaer ud, hvor vi spørger ind til forskellige aspekter omkring deres hud, livskvalitet, smerter og gener, træthed, og generelle helbred. Alt dette vil blive brugt til at kunne sammenligne de forskellige hudsygdomme i mellem og med kontrolgruppen. Ved at forstå hudsygdommene bedre kan dette hjælpe læger og især hudlæger med at give en mere effektiv behandlingen.
Vi har nøje udvalgt validerede og relevante spørgeskemaer der sørger for at komme omkring sygdommen og dens følgevirkninger uden at spørge unødigt og gentagne gange ind til de samme emner.
Med venlig hilsen
Projektgruppen The Danish Skin Cohort
Dermatologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital