Gå til hovedindhold

Velreguleret diabetes før og efter operation

En operation vil påvirke dit blodsukker, og derfor holder vi øje med dit blodsukker, mens du er indlagt.

Kort om diabetes i forbindelse med en operation

Når du bliver opereret, bliver dit blodsukker påvirket. Derfor holder vi øje med dit blodsukker, mens du er på hospitalet. Selvom dit blodsukker normalt er velreguleret uden brug af insulin, kan du have behov for at få supplerende insulin.

Vigtig forberedelse

Tag din medicin med på hospitalet

Husk at tage din vanlige medicin med på hospitalet.

Før operationen

Vi forbereder dig inden operationen

Vi måler dit blodsukker, når du ankommer til afdelingen. Herefter får du insulin og glukose i et drop. Det holder dit blodsukker stabilt, mens du er fastende.

Vi måler jævnligt dit blodsukker, og hvis det bliver for højt, giver vi dig hurtigtvirkende insulin.

Efter operationen

Tag din vanlige diabetesmedicin igen

Sygeplejersken aftaler med dig, hvornår du skal tage din vanlige diabetesmedicin igen.

Vi holder øje med dit blodsukker

Vi måler dit blodsukker 5 gange dagligt: Før alle hovedmåltider, før sengetid og en gang om natten.

Vi supplerer med hurtigtvirkende insulin, hvis dit blodsukker bliver for højt. Vi forsøger at holde dit blodsukker mellem 5-10 mmol/l. Det giver de bedste betingelser for heling efter operationen.

Det skal du være opmærksom på

Dit blodsukker skal måles

Vær opmærksom på at få målt dit blodsukker, før du spiser dine hovedmåltider. Hvis du selv ønsker at måle dit blodsukker, kan du aftale det med din sygeplejerske.

Fortæl os, hvis du får symptomer på for højt eller for lavt blodsukker

Giv os besked, hvis du får symptomer på for højt eller for lavt blodsukker. Nogle af symptomerne kan skyldes din operation, men det er vigtigt at finde ud af, om det kan være din diabetes, der er årsagen.

Symptomer på for lavt blodsukker:

  • ondt i hovedet
  • rysten
  • svimmelhed
  • tendens til at svede
  • bleghed
  • sult
  • hjertebanken.

Symptomer på for højt blodsukker:

  • tendens til at svede
  • ondt i maven
  • kvalme
  • træthed
  • tørst
  • tissetrang.

Konsekvenser ved for højt blodsukker

Dit blodsukker stiger ved sygdom og under indlæggelse, fordi:

  • du er mindre fysisk aktiv og ligger mere i sengen, end du plejer.
  • din krop udsættes for stress.
  • du får en mere kalorierig kost til gavn for din heling.


Konsekevnserne ved højt blodsukker efter en operation er:

  • dårlig sårheling
  • øget infektionsrisiko
  • nedsat energi
  • længere indlæggelsestid.
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden