Behandlingen
Du får en tætsiddende maske på, som dækker både næse og mund. Masken er tilsluttet et apparat, der støtter din vejrtrækning og aflaster dine muskler. Det gør det lettere for dig at trække vejret.
Du har masken på det meste af døgnet til at starte med. Herefter aftrappes behandlingen over et par dage. Du kan tale, selvom du har masken på, og du kan selv fjerne den, hvis du får akut brug for det. Spørg os, hvis du har brug for hjælp. Når din tilstand forbedres, vil du løbende få pauser fra masken, fx når du skal spise og drikke.
Masken holdes på plads af nogle remme, som sidder henover dit hoved og bag nakken. Remmene skal sidde stramt, for at masken kan slutte tæt, men de må aldrig stramme så meget, at det gør ondt. Masken kan give tryksår, især over næsen, hvis den ikke sidder korrekt. Sig til, hvis den generer dig.
Vi afslutter behandlingen, når lægen vurderer, at din tilstand er stabil.