Cirka halvdelen af alle patienter med kronisk inflammatorisk tarmsygdom vil på et tidspunkt få behov for behandling med biologisk medicin, der dæmper immunforsvaret.
Når man er i behandling eller skal starte behandling med immundæmpende lægemidler, er det vigtigt, at man forebygger infektioner med vaccinationer. Når immunforsvaret dæmpes, kan tidligere infektioner blusse op igen, eller du kan blive ekstra modtagelig for sygdomme, du ikke har haft. I Medicinsk ambulatorie K kan vi vejlede dig om, hvilke specifikke vacciner der er relevante for dig.
Vi anbefaler generelt, at patienter i immundæmpende behandling får de årlige vaccinationer mod influenza og covid-19 i sæsonen oktober til slut december.
Vi anbefaler også vaccination mod lungebetændelse (pneumokokker). Vaccinen mod lungebetændelse er ikke sæsonbetinget. Den kan gives enten hvert 6. år eller som en engangsvaccination. Der er stor prisforskel på disse to vacciner.
Vi kan tilbyde dig vaccinen Pneumovax 23, som beskytter mod svær lungebetændelse i 6 år. Kontakt os, hvis du er interesseret i at få vaccinen Pneumovax 23.
| Vaccination mod | Tidspunkt | Tilskudsregel |
| Influenza | Årligt, oftest fra oktober | Gratis til patienter med IBD i immundæmpende behandling. |
| Pneumokokker (lungebetændelse) | Før opstart/kan gives under behandling. | Pneumovax 23 tilbydes gratis hos os. Via egen læge kan der søges tilskud til livslang vaccine Prevenar 20. |
| Smitsom leverbetændelse B (Hepatitis B, evt. i kombination med hepatitis A) | Før opstart/kan gives under behandling. | Intet tilskud til IBD- eller immunsupprimerede patienter. |
| Skoldkopper (Varicella zoster) | Levende vaccine, skal gives senest 4 uger før opstart af behandling. | Intet tilskud. |
| Covid-19 | Løbende opdatering af sundhedsstyrelsens anbefalinger. | Gratis til patienter med IBD i immundæmpende behandling. |
| Human Papilloma Virus (HPV) | Før opstart/kan gives under behandling. | Intet tilskud for voksne (men er en del af børnevaccinationsprogrammet). |
| Helvedesild (Herpes zoster) – specielt til dig, der får et ”målrettet syntetisk lægemiddel.” | Før opstart/kan gives under behandling. | Intet tilskud. |
Afhængigt af dit behandlings- og sygdomsforløb stiles der mod, at du får vaccinationerne før opstart af den immundæmpende behandling. Når du er startet på biologisk behandling, anbefales det, at du får vaccinationerne midt imellem infusionerne af biologisk medicin.
Levende vacciner – pas på!
Når man er i immundæmpende behandling, kan man ikke blive vaccineret med levende vacciner, fordi man risikerer at blive alvorligt syg. Vaccination skal være afsluttet senest 4 uger inden den immundæmpende behandling starter og kan først startes 3-4 måneder efter behandling er afsluttet.
Spørg din læge, hvis du er i tvivl, om en vaccine er levende.
Levende vacciner er:
- Varicella (skoldkopper)
- Gul feber
- Tyfus (kapsler)
- Tuberkulose (BCG)
- Mæslinger/fåresyge/røde hunde (MFR)
- Rotavirus
- Næsespray-vaccine mod influenza
Specielt for kvinder
Screeningsprogrammet for livmoderhalskræft
For kvinder anbefaler vi, at man følger screeningsprogrammet for livmoderhalskræft via egen læge.
Anbefalinger til gravide
Kvinder, der er gravide, frarådes generelt at blive vaccineret med levende vacciner. Influenzavaccination anbefales i 2. og 3. trimester, uanset om man skal modtage immundæmpende behandling eller ej.
Det anbefales, at vaccination mod pneumokokker og smitsom leverbetændelse B udskydes til efter graviditeten.
Har du modtaget biologiske lægemidler under graviditeten, må dit barn ikke modtage levende vacciner de første 12 måneder.
Alle vacciner, der gives i de første 12 måneder i det danske børnevaccinationsprogram, er ikke-levende. Derfor kan dit barn følge vaccinationsprogrammet på lige fod med andre børn. MFR-vaccinen er levende, men den gives først efter 15 måneder, hvor det er sikkert for barnet.
Du kan evt. medbringe ovenstående information til din egen læge.