Gå til hovedindhold

Udrensning med Plenvu - Vejledning

Information om hvordan man udrenser tarmen med Plenvu.

Kort om udrensning af tarmen

Du skal have lavet en kikkertundersøgelse af din tyktarm. For at vi kan undersøge din tyktarm, skal den være helt tom. Derfor skal du inden undersøgelsen lave en udrensning og følge en særlig diæt.

Du skal bruge udrensningsmidlet Plenvu (pulver). Du kan hente Plenvu gratis i Endoskopiafsnit K, indgang 7J, mandag-fredag, kl. 08.00-15.30 (torsdag kl. 9.00-15.30), eller du kan købe det på apoteket.

Udrensningen begynder flere dage før undersøgelsen:

Skema, der opsummerer vejledningen.

7 dage før undersøgelsen

Tag ikke jerntabletter

Du må ikke tage jerntabletter de sidste 7 døgn inden undersøgelsen, da jern kan farve væsken i tarmen sort. Tager du multivitaminpiller, der indeholder jern, kan du dog fortsætte med disse.

5 dage før undersøgelsen

Stop med at spise kerner og frø

Du må ikke spise mad med kerner eller frø de sidste 5 dage før undersøgelsen. Det gælder fx brød med hørfrø, sesamfrø, chiafrø eller solsikkekerner. Spis i stedet fx hvidt brød og hvide kiks. Du skal også undgå kerner og frø i frugt og grøntsager, fx tomater, kiwi, vindruer, jordbær og æbler med kernehus.

Begræns dit indtag af fibre

Fra 5 dage før undersøgelsen skal du også begrænse dit indtag af fibre. Du skal undgå fuldkornsprodukter og undlade at spise skind og skræl. Der er skind og skræl på fx ærter, bønner, majs, tomater, æbler, kartofler og kylling. Pil eventuelt skrællen eller skindet af, eller undgå helt disse madvarer. Vær opmærksom på, at citrusfrugter har en membran om frugtkødet, som du heller ikke må spise.

Drik rigeligt med væske

Fra 5 dage før undersøgelsen skal du drikke mindst 3 glas væske til hvert måltid.

Forslag til mad og drikke, du kan indtage

Morgenmad: Cornflakes, croissant eller lyst brød med fx kogt kødpålæg, honning, æg, marmelade uden klumper eller mørk pålægschokolade, og frugt og grøntsager uden skræl.

Frokost: Kogt eller bagt kylling, kalkun, hvid fisk, kartoffel eller rodfrugt uden skræl. Hvide ris eller pasta, kogte grøntsager uden skræl, klar suppe, spejlæg, omelet med avocado og lyst brød med fx æg, avocado eller røget laks.

Aftensmad: Blendet suppe med hvid pasta eller lyst brød. Hvid pasta med kødsovs og blendet tomatsovs. Kogt eller bagt kylling eller fisk med kartofler og kogte grøntsager uden skind og skræl.

Mellemmåltider: Banan, mariekiks, sodavandsis, riskiks, saltchips og smoothies uden frø og kerner.

Dagen før undersøgelsen

Undgå mælkeprodukter

Du skal fortsat undgå jerntabletter, kerner, frø og fibre og drikke rigeligt med væske, men vær desuden opmærksom på, at du fra dagen før undersøgelsen også skal undgå mælkeprodukter. Det vil sige, at du ikke må drikke eller spise mælkeprodukter som mælk, fløde, ost og yoghurt. Du kan eventuelt erstatte med veganske produkter.

Din aftensmad skal være spist kl. 17.00

Aftensmaden er dit sidste måltid inden undersøgelsen. Derefter må du kun drikke tynde væsker, fx saftevand, sodavand, danskvand, te og kaffe uden mælk, juice uden frugtkød, iste, mælkefri proteindrik, bouillon og plantemælk.

Kl. 17.00: Tag dosis 1 Plenvu

Sådan gør du:

  • Bland dosis 1 Plenvu i en kande med ½ liter koldt vand.
  • Rør blandingen godt sammen. Det kan tage op til 8 minutter, før pulveret er helt opløst.
  • Drik blandingen i løbet af 30-60 minutter. Det er vigtigt, at du bruger 30-60 minutter på at drikke blandingen, da du kan få kvalme og kaste op, hvis du drikker den for hurtigt. Drik også ½ liter anden klar væske, fx vand. Det er en god idé at drikke skiftevis Plenvu og den anden væske. Kl. 18.00 skal du være færdig med at drikke dosis 1 Plenvu.

Plenvu begynder som regel at virke inden for 1-2 timer, men for nogle kan der gå kortere eller længere tid. Du kan forvente hyppig afføring/diarré.

På dagen for undersøgelsen

4-6 timer før undersøgelsen: Tag Dosis 2 Plenvu

Sådan gør du:

  • Drik gerne lidt væske med sukker, fx saft eller juice, lige inden du starter.
  • Bland Dosis 2 Plenvu (brev A og brev B) i en kande med ½ liter koldt vand.
  • Rør blandingen godt sammen. Det kan tage op til 8 minutter, før pulveret er helt opløst.
  • Drik blandingen i løbet af 30-60 minutter. Det er vigtigt, at du bruger 30-60 minutter på at drikke blandingen, da du kan få kvalme og kaste op, hvis du drikker den for hurtigt. Drik også ½ liter anden klar væske, fx vand. Det er en god idé at drikke skiftevis Plenvu og den anden væske. Du skal være færdig med at drikke blandingen efter 1 time.

Plenvu begynder som regel at virke inden for 1-2 timer, men for nogle kan der gå kortere eller længere tid. Du kan forvente hyppig afføring/diarré.

Tag din vanlige morgenmedicin, men vent med at tage diabetesmedicin

Plejer du at tage medicin om morgenen, kan du tage medicinen, når du er færdig med udrensningen. Det gælder dog ikke for diabetesmedicin, som først må tages efter undersøgelsen.

Du må drikke frem til 2 timer før undersøgelsen

Det er vigtigt, at du ikke kommer i væskeunderskud under udrensningen, og du bør derfor drikke rigeligt med tynde væsker. Du skal dog stoppe helt med at drikke 2 timer før undersøgelsen.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden