Gå til hovedindhold

Tyktarmen, operation af

Information til dig, som skal opereres i tyktarmen. Du kan læse om operation, forberedelse og hvordan du skal forholde dig bagefter.

Kort om operationen

Du skal have fjernet et stykke af tyktarmen. Tyktarmen optager væske fra tarmindholdet, så afføringen bliver fast. Når man fjerner et stykke af tyktarmen, overtager resten af tarmen funktionen.

I de fleste tilfælde foregår operationen ved en kikkertoperation, hvor vi fører en kikkert ind gennem et cirka 5 mm langt snit på maven. I enkelte tilfælde foregår operationen som en åben operation, hvor vi laver et lodret eller vandret snit på maven afhængig af, hvilken del af tarmen der skal fjernes. Operationen foregår i fuld bedøvelse.

Du kan forvente at komme hjem 2-3 dage efter operationen.

Vigtig forberedelse

Prøver og samtaler inden operationen

Dagen inden din operation skal du møde på hospitalet til nogle forberedende samtaler og undersøgelser. Hvis du skal opereres en mandag, skal du møde ind fredagen før. Undersøgelserne tager cirka 1,5 time.
Efter alle samtaler og undersøgelser er afsluttet, kan du tage hjem og komme igen til selve operationen. Du er velkommen til at have en pårørende med til samtalerne og undersøgelserne.

Hvis du skal opereres i venstre side af tarmen, er der nogle særlige ting, du skal gøre for at forberede dig.

Du skal eventuelt følge en vejledning for diæt og udrensning

Hvis du skal opereres i venstre side af tyktarmen, skal du udrense din tarm og have antibiotika. Det betyder også, at du skal følge en bestemt diæt. Til forundersøgelsen gennemgår vi diæt- og udrensningsplanen med dig og giver dig antibiotika og udrensningsmiddel med hjem.

Du skal starte diæten og udrensningen dagen inden undersøgelsen.

Mød eventuelt fastende

Hvis du skal opereres et andet sted end venstre side af tyktarmen, skal du faste inden operationen. Det vil sige:

  • 6 timer før din mødetid skal du stoppe med at spise.
  • 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te. Du må gerne fortsætte med at drikke klare væsker som vand, saft, kaffe og te uden mælk.
  • 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste 2 timer inden operationen drikker et stort glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Din mavesæk skal være tom for at undgå, at der løber maveindhold op i lungerne, mens du er bedøvet.

Forbered dig på at komme hjem

Allerede inden operationen er det en god idé at forberede dig på hverdagsaktiviteter, som kan tage længere tid og være mere besværlige efter en operation i maven. Du kan fx:

  • handle ind
  • vaske tøj
  • forberede måltider
  • lave aftaler med venner og familie om at hjælpe til med praktiske ting, fx indkøb og rengøring.

Hold eventuelt pause med blodfortyndende medicin og medicin mod diabetes

Hvis du tager blodfortyndende medicin eller medicin mod diabetes, har vi til forundersøgelsen aftalt med dig, hvornår du eventuelt skal holde pause med den inden operationen. Kontakt os, hvis du har spørgsmål.

Du skal fjerne hår

Inden operationen skal du fjerne hår fra maven og lysken. Du skal fjerne hårene med en trimmer. Du må ikke bruge en skraber, da den kan lave små rifter i huden, som øger risikoen for infektion.

Tag din øvrige medicin med et lille glas vand

Op til operationen kan du tage din øvrige medicin med et lille glas vand, selvom du faster. Du skal tage medicinen senest 2 timer før din mødetid, medmindre du har fået andet at vide. Bruger du astmaspray, skal du tage den, som du plejer.

Tag din medicin med

Bruger du daglig medicin, så tag medicinen med til din operation. Så er vi sikre på, at du kan få den medicin, du har brug for.

Fjern makeup, neglelak og smykker

Under operationen sætter vi et måleapparat på en af dine fingre, som måler iltmætningen i dit blod. Derfor skal du fjerne neglelak og kunstige negle inden din operation. Du skal desuden fjerne al makeup, ur, smykker og piercinger hjemmefra.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Vask hele kroppen og vær meget omhyggelig med at vaske og rense navlen fx med en vatpind. Du må ikke bruge creme eller parfume efter badet.

Tag løstsiddende tøj på

Det er en god idé at tage behageligt tøj på, der sidder løst på kroppen.

Børst tænder

Inden operationen skal du børste dine tænder grundigt.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Du kan opbevare værdier, fx penge, ur, smykker og mobiltelefon, i et aflåst skab i afdelingen, mens du bliver opereret. Opbevaring sker på eget ansvar, så vi anbefaler, at du medbringer så få værdigenstande som muligt.

Forbered dig på ventetid

Tag gerne en bog, et blad eller anden underholdning med. Så er du forberedt, hvis der er ventetid.

På hospitalet

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved operationen. I nogle tilfælde får du også udleveret støttestrømper, som du skal have på, mens du er på hospitalet.

Du får smertestillende og blodfortyndende medicin

Kort før din operation, får du udleveret forebyggende, smertestillende medicin, som du skal tage med så lille en mundfuld vand som muligt.
For at forebygge blodpropper giver vi dig en indsprøjtning i låret med blodfortyndende medicin.

Du får fuld bedøvelse

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Når du skal bedøves, får du lagt et drop i hånden. I droppet får du medicin, så du sover.

Operationen

Når bedøvelsen virker, laver lægen nogle snit gennem maveskindet og fører en kikkert ind i bughulen. Din mave bliver pustet op med luft for at lave bedre plads. Lægen fjerner et stykke af din tarm og klipser eller syr enderne af tarmen sammen igen. Til sidst lukkes sårene på maven med klips.
Operationen varer 2-3 timer.
I sjældne tilfælde kan operationen ikke gennemføres med kikkert, og vi laver i stedet en åben operation gennem et snit i maven.

Opvågning efter operationen

Når operationen er færdig, kører vi dig til opvågningsafsnittet, hvor du kommer dig efter bedøvelsen. Når du er klar til det, kører vi dig tilbage til sengeafsnittet.

Bedøvelsen kan give kvalme

Du kan få kvalme og kaste op på grund af bedøvelsen. Hvis du har brug for det, kan vi give dig medicin mod kvalmen.

Du må spise og drikke

Vi tilbyder dig noget at spise og drikke når du kommer tilbage på sengeafsnittet.

Vi fortæller dig om operationen

Efter operationen fortæller vi dig, hvordan det er gået.

Bevæg dig efter operationen

Du skal hurtigst muligt ud af sengen og bevæge dig efter operationen, da det vil gøre dig hurtigere frisk og mindske eventuel kvalme og risikoen for komplikationer.

Du bliver udskrevet

De fleste er klar til at blive udskrevet 2 dage efter operationen. Du er klar, hvis du:

  • ikke har kvalme eller kraftige smerter
  • har spist og drukket
  • har tisset uden problemer
  • er blevet informeret om, hvad du skal være opmærksom på derhjemme.

Vi vurderer, hvornår du er klar til at blive udskrevet.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

  • Blødning: I sjældne tilfælde kan der opstå en blødning, der kan kræve en ny operation.
  • Betændelse i såret: Der kan i meget sjældne tilfælde gå betændelse i sårene. Hvis det sker, behandler vi det.
  • Tarmen kan blive utæt: I meget sjældne tilfælde kan tarmen blive utæt der, hvor den er syet eller klipset. Hvis det sker, bliver du opereret igen. I nogle tilfælde er det nødvendigt at føre tarmen ud på maven og anlægge en stomi.

Hjemme igen

Kom til kontrol

Cirka 3 uger efter din operation skal du komme til kontrol, hvor du får svar på undersøgelsen af det stykke tarm, vi har fjernet. Her taler vi også med dig om eventuel videre behandling og kontrol. Hvis vi ikke aftaler en tid med dig på hospitalet, indkalder vi dig med Digital Post eller fysisk post.
Vær dog opmærksom på, at fordi du har adgang til dele af din journal, kan du modtage et autogenereret svar, før vi har behandlet det.

Sygemelding

Du kan starte på arbejde igen, når du føler dig parat til det. For de fleste er det efter 2-3 uger, men det er normalt at føle sig træt de første dage efter operationen. Lyt til din krop og tag pauser, når du har brug for det. Hvis du arbejder med tunge løft, kan det være nødvendigt at være sygemeldt længere. Hvis du har brug for en sygemelding i en længere periode, kan du få den hos din egen læge.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden