Ofte kan man selv rette springfingeren ud med den anden hånd. Det er dog som regel kun en kortvarig løsning, da fingeren i de fleste tilfælde vil sætte sig fast igen senere. Derfor vil behandling med binyrebarkhormon eller en operation i mange tilfælde være nødvendig. Vi taler med dig om fordele og ulemper ved de enkelte behandlinger.
Indsprøjtning med binyrebarkhormon
En blokade med binyrebarkhormon kan i nogle tilfælde dæmpe smerter og irritation i fingeren. Blokaden gives som en indsprøjtning omkring seneskeden ved fingerens grundled. Blokaden kan gentages ved behov.
Operation
Ved en operation laver lægen et snit i din hånd og åbner den del af seneskeden, som er tættest på håndfladen, så bøjesenen kan glide frit. Operationen foregår under lokalbedøvelse og har varig effekt hos 99 %.