Gå til hovedindhold

Spiserøret - Ultralydsskanning (EUL)

Læs her, hvordan undersøgelsen foregår, hvordan man skal forberede sig, og hvordan man skal forholde sig efter undersøgelsen.

Kort om undersøgelsen

Du skal have lavet en ultralydsskanning via spiserøret. Det kaldes også for en EUL. Vi undersøger, om der er forandringer i spiserøret, mavesækken, tolvfingertarmen, galdeveje og/eller bugspytkirtlen. Vi kan også tage vævsprøver.

Du kan forvente at være på hospitalet i nogle timer i forbindelse med undersøgelsen, men der kan være ventetid.

Hvis du vil melde afbud, skal du kontakte os i god tid, så andre kan få gavn af din tid. Se telefonnummer under kontaktoplysningerne.

Vigtig forberedelse

Hold pause med blodfortyndende medicin

Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du holde pause med den op til undersøgelsen. Læs i din indkaldelse, hvad der gælder for dig. Hvis du er i tvivl, skal du kontakte os.

Bestil eventuelt tid til blodprøver før din undersøgelse

Hvis du skal have taget blodprøver, skal det ske inden for 7 dage inden din undersøgelse. Du skal selv bestille tid. Se hvordan i dit indkaldelsesbrev eller på www.regionh.dk/blodproever.

Du skal faste inden undersøgelsen

Du skal faste inden undersøgelsen. Det vil sige:

  • mindst 6 timer før din undersøgelse skal du stoppe med at spise.
  • mindst 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød.
  • 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske.

Tag din vanlige morgenmedicin, men vent med at tage diabetesmedicin

Tag din vanlige medicin med lidt vand. Det gælder dog ikke for diabetesmedicin, som først må tages efter undersøgelsen.

Sørg for god tandbørstning

Du skal børste dine tænder grundigt inden undersøgelsen.

På hospitalet

Du får lagt et drop

Vi lægger et drop i din arm. Igennem droppet kan vi undervejs give dig medicin eller væske, hvis der er behov for det. Vi tilbyder dig en flydende mikstur, som bedøver dig i svælget.

Undersøgelsen

Du er normalt vågen ved undersøgelsen og skal ligge på din venstre side. Du får en bideskinne i munden, og du kan trække vejret både gennem næse og mund. Derefter fører vi en cirka 1 cm tyk, bøjelig kikkert med et ultralydshoved ind i din mund og videre ned gennem spiserøret, mavesækken og tolvfingertarmen. Via ultralydshovedet dannes der billeder på en skærm. Undervejs puster vi luft ind, så vi bedre kan se. Luften kan føles som en trykken i maven. I nogle tilfælde tager vi også en vævsprøve, som vi sender til undersøgelse.

Undersøgelsen varer 20-60 minutter. I nogle tilfælde kan du have brug for at hvile dig i afsnittet efter undersøgelsen.

Du må spise og drikke efter undersøgelsen

Hvis du har fået bedøvelse i svælget, må du først spise og drikke 2 timer efter undersøgelsen. Hvis du ikke har fået bedøvelse i svælget, må du spise og drikke umiddelbart efter undersøgelsen.

Du kan få trykken i maven og ømhed i halsen

Efter undersøgelsen kan du have en let trykken i maven og ømhed i halsen. Det går over af sig selv.

Du kan få bivirkninger

Den smertestillende og afslappende medicin kan give bivirkninger. Det kan være sløvhed, træthed, forbigående hukommelsesbesvær og kvalme. Det er almindeligt og går over af sig selv.

Svar på undersøgelsen

Du får svar på undersøgelsen med det samme. Hvis vi har taget vævsprøver, aftaler vi med dig, hvordan og hvornår du får endeligt svar på prøverne. Vær dog opmærksom på, at fordi du har adgang til dele af din journal, kan du modtage et autogenereret svar, før vi har behandlet det.

Hvis vi vurderer, at du skal komme til kontrol, indkalder vi dig.

Risiko ved undersøgelsen

Der kan være risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

Det kan i nogle tilfælde bløde, hvis vi har taget vævsprøver, eller der kan gå betændelse i bugspytkirtlen. I meget sjældne tilfælde kan der komme hul på spiserøret eller mavesækken. Hvis det sker, behandler vi det.

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Hvis du har fået afslappende eller smertestillende medicin, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • ikke må køre bil eller betjene maskiner
  • ikke bør drikke alkohol.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden