Gå til hovedindhold

Psoriasis, behandling med Tremfya

Denne pjece er til dig der ønsker at vide mere om behandlingen af psoriasis med Tremfy

Hvad er Tremfya?

Tremfya er et biologisk lægemiddel til behandling af psoriasis. Det aktive stof i Tremfya hedder Guselkumab.

Tremfya hæmmer den overaktivitet der er i immunsystemet ved psoriasis og som giver symptomer i hud og led.

Hvordan tages Tremfya?

Tremfya gives som en injektion i huden på maven eller låret. De første 2 injektioner gives med 4 uges mellemrum. Herefter gives behandlingen hver 8.uge. Du skal have en injektion hver gang.  Behandlingen foregår i hudambulatoriet.

Hvor hurtigt virker Tremfya?

Du kan forvente effekt af behandlingen efter få uger, den fulde effekt ses efter ca. 24 uger. Hvis du har tilstrækkelig effekt af behandlingen, skal du fortsætte med den hver 8. uge. Stoppes behandlingen vender symptomerne tilbage.

Før behandlingen

Før behandlingen opstartes skal du have taget blodprøver.

Kontrol af behandlingen

Du skal komme til lægekontrol i ambulatoriet ca. en gang årligt, i den forbindelse skal du have taget blodprøver. Der kan forekomme hyppigere lægekontroller i den første tid af behandlingen.

Mulige bivirkninger

Generelt giver tremfya få og lette bivirkninger.

De hyppigste bivirkninger er lokal hudreaktion på indstiksstedet (rødme, smerter og/eller kløe).

Infektioner i de øvre luftveje.

Hovedpine.

Ledsmerter.

Forhøjede levertal.

Ved feber og/eller alvorlige infektioner skal du kontakte afdelingen, da det kan være nødvendigt at holde pause med behandlingen.

Oplever du andre bivirkninger end de nævnte, skal du tale med din læge i hudambulatoriet. Da Tremfya mindsker aktiviteten i immunsystemet, kan det give en lille risiko for hudkræft og kræft i lymfeknuderne. Hvis du har haft enform for kræft, skal du oplyse din læge i hudambulatoriet herom.

Vaccinationer

Når du er i behandling med Tremfya i kan du godt følge de almindelige vaccinationsanbefalinger. Det anbefales endvidere årlig influenzavaccination.

Du må dog ikke blive vaccineret med levende vacciner. Spørg derfor altid din læge om vaccinen som påtænkes er en ”levende vaccine”. Pr 1.11.25 gives følgende levende vacciner i Danmark:

·         MFR: Mæslinger-Fåresyge-Røde hunde.

·         Gul feber.

·         TB (BCG): Tuberkulose.

·         Variceller: Skoldkopper og helvedsild.

·         Oral Tyfus.

Operation

Hvis du skal opereres, skal du drøfte med din hudlæge i ambulatoriet, hvilke forholdsregler der bør tages.

Graviditet og amning

Hvis du ønsker at blive gravid, eller er blevet det, bør du tale med din læge i hudambulatoriet.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden