Undersøgelsen
Ultralydsundersøgelse af hjernens kar og samtidig indsprøjtning af mikroluftbobler i hånden kan påvise et medfødt hul mellem hjertets forkamre. Hvis der er et hul, vil mikroluftboblerne kunne passere dette og påvises i hjernens kar. I visse tilfælde kan det være årsag til en blodprop i hjernen.
Tid og sted
Undersøgelsen foregår i Neurologisk Afdeling N10Amb, indgang 1, stuen.
Varighed ca. 45 min. Vi tilstræber at overholde tiden, men akutte situationer på afdelingen kan medføre ventetid.
Forberedelse
Der er ingen forberedelse til undersøgelsen.
Sådan foregår undersøgelsen
Til undersøgelsen bruges et ultralydsapparat.
Du skal ligge på ryggen med halsen blottet.
Lægen smører gel på begge sider foran øret.
Ultralydshovedet føres herefter henover de områder på tindingen, hvor karrene løber.
Dette omdannes til billeder, der samtidig kan ses på en skærm.
I visse tilfælde vil det være nødvendigt at anlægge en tynd kanyle i hånden til indsprøjtning af saltvand med mikroluftbobler. Indsprøjtningen udføres to gange
Gør det ondt?
Det gør ikke ondt. Eventuel anlæggelse af kanyle svarer til et stik på håndryggen, som ved blodprøvetagning.
Komplikationer
Kun i yderst sjældne tilfælde er der opstået blodpropper i hjernen i forbindelse med undersøgelsen.
Svar på undersøgelsen
Gives når undersøgelsen er færdig.
Ændring af mødetidspunktet
Hvis du er forhindret i at møde til den aftalte tid, bedes du ringe til afdelingen i træffetiden.