Gå til hovedindhold

Ondt i ryggen

Mere end 70 % vil i deres levetid opleve rygsmerteri den nederste del af ryggen, som også kaldeslænden. I denne pjece kan du læse om, de forholdsregler man skal tage i forbindelse med rygsmerter.

Kort om ondt i ryggen

Ondt i ryggen skyldes sjældent en alvorlig sygdom. Mere end 70 % vil i deres levetid opleve smerter i den nederste del af ryggen (lænden). De fleste smerter går over af sig selv efter cirka 3 uger, men nogen får smerter i længere tid.

Arbejdsrelaterede årsager til ondt i ryggen

Der er en øget risiko for smerter i lænden, hvis man har et arbejde med mange tunge løft. Særligt løft i dårlige arbejdsstillinger øger risikoen for smerter i lænden.

Symptomer på ondt i ryggen

Smerter i lænden kan variere i styrke, og i nogle tilfælde stråler smerterne ned i benene.

Hvis du pludseligt får svære smerter, der bliver værre de følgende dage eller uger, bør du kontakte din egen læge.

Du skal kontakte din egen læge med det samme, hvis du oplever:

  • problemer med at lade vandet eller holde på afføringen
  • følelsesløshed omkring endetarmen eller ydre kønsorganer
  • følelsesløshed, snurren, prikken og stikken eller svaghed i benene
  • usikker gang.

Undersøgelse på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling

Samtale om din sygehistorie og arbejdssituation

Undersøgelsen består primært af en samtale med en læge, der gennemgår dine symptomer, din sygehistorie, dine ansættelser og din livsstil. Vi gennemgår dit arbejde grundigt, så vi kan få indsigt i, om der er noget ved dit arbejde, der kan være årsag til dine symptomer. Lægen undersøger også din ryg.

På baggrund af samtalen kan lægen vurdere, at vi har brug for at besøge din arbejdsplads for at vurdere dine arbejdsforhold. Det skal du give tilladelse til.

Supplerende undersøgelser

I nogle tilfælde sender vi dig til flere undersøgelser, fx ultralydsskanning eller en røntgenundersøgelse. Det afhænger af dine symptomer. Det kan også være nødvendigt med en undersøgelse hos en speciallæge i ortopædkirurgi eller reumatologi.

Svar på undersøgelsen

På baggrund af undersøgelserne og samtalen vurderer vi, om dine smerter i ryggen er relateret til dit arbejde. Hvis vi vurderer, at dine smerter skyldes forhold på dit arbejde, anmelder vi det til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som vurderer, om dine smerter kan anerkendes som en arbejdsbetinget sygdom. Vi giver dig også gode råd om, hvordan du skal forholde dig til dit arbejde fremover.

Vurdering som arbejdsskade

Smerter i lænden og ryglidelser kan anerkendes som en arbejdsskade, hvis vi kan dokumentere en sammenhæng mellem dine symptomer og de påvirkninger, du har haft i dit arbejde. Det kan fx være, hvis du har haft arbejde, hvor du har skullet løfte mange tons dagligt, tungt plejearbejde, eller at du har været udsat for vibrationer i hele kroppen fra kraftigt vibrerende køretøjer.

Den belastning, din ryg udsættes for, skal have haft en bestemt varighed og et vist omfang, før det kan anerkendes som en arbejdsskade.

Behandlingsmuligheder

Smerterne går som regel over af sig selv, men der er en række ting, du kan gøre, for at mindske dem og forebygge nye tilfælde.

Behandling med smertestillende medicin

Du kan lindre smerterne med smertestillende medicin, fx paracetamol eller ibuprofen, som kan købes i håndkøb i supermarkeder og på apoteker. Du kan også bruge en varmepude.

Hold dig i gang

Så snart det er muligt, skal du op og bevæge dig. Det hjælper på smerterne og forebygger nye tilfælde. Sørg for at cykle, gå en rask tur eller tage trapperne, så du kan få motion ind i hverdagen.

Derudover anbefaler vi, at du laver konditionstræning og øvelser til at styrke mave- og rygmuskler. Bliv ved med at træne og være aktiv, også efter at smerterne bliver mindre.

Fysioterapi eller ergoterapi

Din egen læge kan eventuelt henvise dig til en fysioterapeut eller ergoterapeut, som kan vejlede dig i øvelser, du kan lave derhjemme.

Gå på arbejde, som du plejer

Det kan være en del af behandlingen, at du går på arbejde, som du plejer. Det må gerne gøre ondt i ryggen. Undgå dog mange og meget tunge løft samt akavede arbejdsstillinger.
I nogle tilfælde kan du have brug for at få nogle andre arbejdsopgaver eller at få indrettet din arbejdsplads på en anden måde. Du kan få hjælp af din sikkerhedsrepræsentant på dit arbejde, eventuelt med støtte fra en arbejdsmiljøkonsulent.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden