Kort om leverkoma
Vi har i Levercirroseklinikken udarbejdet denne vejledning, som du kan tage udgangspunkt i, når du arbejder med borgere med skrumpelever (levercirrose), der er i risiko for at gå i leverkoma.
Disse fire forhold kan ofte udløse leverkoma:
• Forstoppelse
• Blødning fra spiserør, mave og tarm
• Dehydrering
• Infektioner.
Du kan læse om, hvordan du kan være med til at forebygge leverkoma, og hvad du skal holde øje med for at opdage tegn på begyndende leverkoma.
Er du i tvivl om noget, er du altid velkommen til at ringe til Levercirroseklinikken.
Det skal du være opmærksom på
Ved at være opmærksom på følgende forhold, kan du være med til at forebygge udvikling af leverkoma:
Væske
Det er vigtigt, at borgeren indtager mindst 1,5 liter og højst. 2 liter i døgnet, da den vanddrivende medicin er justeret efter dette indtag.
Vær opmærksom på, at borgeren får nok at drikke på varme sommerdage. Dehydrering kan føre til leverkoma.
Overhydrering vil medføre øget væske i bughulen (ascites) samt hævede ben til stor gene for borgeren.
Afføring
Borgeren skal dagligt have afføring. Ved behov skal borgeren have Laktulose
(afføringsmiddel). Det er vigtigt at spørge direkte ind til afføringsfrekvensen.
Ernæring
Vær opmærksom på, om borgeren får mad hver dag. Proteinrig kost er særlig vigtigt for disse borgere, blandt andet fordi leveren er svækket og dermed ikke selv kan producere protein til kroppen. Proteiner findes især i mælkeprodukter, fx ost, yoghurt, æg og sødmælk samt alle former for kød.
Proteindrikke er et godt supplement til den daglige kost. Borgeren kan få udleveret recept på proteindrikke i Levercirroseklinikken.
Det er meget vigtigt med et proteinrigt måltid eller en proteindrik inden sengetid. Dette er for at mindske antallet af timer, hvor kroppen ikke får tilført energi og protein.
Tegn på forværring og risiko for udvikling af leverkoma
Følgende kan være tegn på, at borgeren er ved at udvikle leverkoma. Kontakt altid Levercirroseklinikken.
Blod i afføringen
Ved blod i afføringen og sort afføring skal Levercirroseklinikken kontaktes. Bemærk dog, at jerntabletter kan farve afføringen sort.
Blodigt opkast – ring altid 112
Kaffegrumslignende eller blodigt opkast kan skyldes blødning i mave-tarm-kanalen (åreknuder i spiserøret eller fra mavesækken).
Borgeren skal indlægges med det samme. Kontakt derfor altid 112.
Infektioner
Infektion kan forårsage leverkoma. Derfor skal du være opmærksom på følgende infektionstegn:
- diarré
- opkast
- feber
- muskel- og ledsmerter
- almen træthed og sløvhed
- svie ved vandladning
- hyppig vandladning
- hoste med slim
- nyopståede sår.
Misfarvning af hud eller øjne (gulsot)
Nedsat leverfunktion kan medføre, at borgeren får gulsot. Dette viser sig ved et gulligt skær i hud og øjne.
Væske i bughulen
Væske i bughulen er også en komplikation til levercirrose. Du skal derfor observere, om borgerens maveomfang bliver større.
Nedsat cerebral funktion og nedsat funktionsniveau
Hvis borgeren ikke fremstår, som han/hun plejer, kan det skyldes, at borgen er ved at gå i leverkoma. Det kan vise sig ved:
- ændret hukommelsestilstand
- dirrende hænder
- fraværende kontakt
- usammenhængende, sort tale
- tiltagende fysisk træthed.