Gå til hovedindhold

Hjertet - ultralydsskanning

Ved en undersøgelse med ultralyd, kan vi se detaljerede billeder af hjertet.

Kort om undersøgelsen

Du skal have lavet en ultralydsskanning af hjertet. Ultralyd er lydbølger, som danner billeder på en skærm.

Du skal forvente at være på hospitalet i 1-2 timer i forbindelse med undersøgelsen. Der kan dog opstå ventetid, som kan forlænge dit ophold.

Vigtig forberedelse

Medbring en liste over din medicin

Hvis du tager medicin, skal du medbringe en liste over, hvilken medicin du tager og hvor meget. Det er vigtigt for din undersøgelse, at vi kender medicinens navn, styrke, dosis og årsagen til, at du tager den. Hvis du ikke har en liste, så tag din medicin med i stedet.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Så er der mindre at holde styr på, mens du er på hospitalet. Vær desuden opmærksom på, at hospitalet som udgangspunkt ikke erstatter smykker, kontanter eller andre genstande, hvis de bliver væk.

På hospitalet

Undersøgelsen

Du skal have tøjet af overkroppen og ligge på din venstre side. Vi fører et ultralydshoved over din brystkasse, så vi kan se hjertet fra forskellige vinkler på en skærm.

Undersøgelsen varer cirka 30 minutter.

Svar på undersøgelsen

Du får svar på undersøgelsen samme dag. I nogle tilfælde har vi dog brug for at se nærmere på resultaterne, inden vi kan give dig svar. I så fald aftaler vi, hvornår du får svar.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden