Gå til hovedindhold

Hjemme igen efter fjernelse af blindtarmen

Information om hvad man skal være opmærksom på, når man er hjemme igen efter fjernelse af blindtarmen.

Ubehag eller smerter

Du kan få ondt i skulderen

Efter operationen får nogle ondt i højre skulder, fordi vi har pustet luft ind i bughulen under operationen. Luften kan irritere mellemgulvet, og det kan opleves som smerter i skulderen. Det er normalt og går over af sig selv efter et par dage. Jo mere du er oppe og bevæger dig, jo hurtigere forsvinder smerterne. Smerterne kan også lindres med en varmepude.

Fortsæt med smertestillende medicin

Du skal fortsætte med at tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. For de fleste er det 3 dage.
Vi anbefaler, at du tager medicinen på faste tidspunkter i 3 dage efter operationen:

Tidspunkt:Kl. 08Kl. 12Kl. 15Kl. 17Kl. 22
Paracetamol á 500 mg, 2 tabletterXX XX
Ibuprofen á 200 mg, 2 tabletterX X X

Du må ikke tage ibuprofen, hvis du har kronisk tarmbetændelse (Crohns sygdom), har haft mavesår, har hjertesvigt eller hvis din egen læge fraråder det af andre årsager.

I nogle tilfælde kan der være behov for stærkere smertestillende medicin, som du kan få med hjem fra hospitalet.

Undgå forstoppelse

Du skal have blød afføring hver dag. De første 14 dage må du ikke presse, når du er på toilettet. Vi anbefaler, at du tager tabletter med Magnesia, som kan købes i håndkøb. Husk at drikke rigeligt med væske, gerne 1½-2 liter om dagen. Hvis du får diarré, skal du stoppe med at tage Magnesia. Det kan også hjælpe at tygge tyggegummi, da det får tarmene til at bevæge sig.

Pleje og hygiejne

Spis og drik, som du plejer

Efter operationen må du spise og drikke, som du plejer.

Tag kun brusebade

Efter 24 timer må du gerne tage brusebad, men du skal undgå at bade i havet, gå i karbad eller svømmehal, indtil sårene er helet, da det øger risikoen for betændelse.

Brug plaster, hvis du har behov for det

Plastrene kan fjernes 24 timer efter operationen. Herefter er det er ikke nødvendigt at have plaster på, men hvis der kommer væske fra operationssåret, kan det være en god idé. Du kan også sætte et plaster på, hvis du føler behov af andre grunde. Du skal dog skifte plastret dagligt, og hvis det bliver vådt i brusebadet.

Bevægelse og hvile

Genoptag dine hverdagsaktiviteter

Når du kommer hjem, må du genoptage dine daglige aktiviteter og bevæge dig, som du plejer. Lyt til din krop og hold pause, hvis du får smerter, der ikke kan dækkes af smertestillende medicin. Undgå kontaktsport, indtil trådene eller klipsene er fjernet.

Genoptag seksuel aktivitet, når du er klar

Du kan genoptage seksuel aktivitet, når du har kræfter og lyst til det. Det kan ikke skade dig, men lyt til din krop, hvis du får smerter fra såret.

Praktiske forhold

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Når du har været bedøvet, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • ikke må køre bil eller andre køretøjer
  • ikke må betjene maskiner
  • ikke bør drikke alkohol.

Vent med at køre bil, hvis du tager morfin

Du må ikke føre bil eller betjene store maskiner, så længe du tager morfin. Vent til 24 timer efter du har taget morfin.

Få fjernet klips eller tråde

Hvis sårene er lukket med klips eller tråde, der ikke opløser sig selv, skal de fjernes 10-12 dage efter operationen. Det sker hos din egen læge. Du skal selv bestille tid. Husk at medbringe den klipsetang, du har fået med hjem fra hospitalet.

Sygemelding

Du kan starte på arbejde igen når du føler dig parat til det. For de fleste er det 3 dage efter operationen, afhængigt af dit arbejde. Hvis du arbejder med tunge løft, kan det være nødvendigt at vente længere.Får du brug for en sygemelding i en længere periode, kan du få den hos din egen læge.

Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du skal ud at rejse

Hvis du skal ud at rejse i løbet af de første 2-3 måneder efter operationen, anbefaler vi, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab. Både forsikringsselskaber og flyselskaber kan have særlige retningslinjer, som du skal følge.

Det skal du reagere på

Kontakt os ved tegn på betændelse

Du skal kontakte os, hvis du får:

  • rødme, varme, hævelse eller ømhed ved sårene
  • tiltagende smerter
  • feber over 38 grader.

Hvis det sker efter 3 dage fra den dag, du er blevet udskrevet, skal du i stedet kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden