Her finder du information om hvordan du bliver henvist til blodbanken, hvordan tapningen foregår og hvad du skal gøre, hvis du bliver afvist som bloddonor.
Vi henviser dig til blodbanken
Vores mål er, at alle patienter med hæmokromatose, som opfylder kravene til bloddonorer, bliver henvist til Blodbanken.
Efter et par år vil vi normalt afslutte dit forløb i ambulatoriet, hvis dit jernniveau er velkontrolleret, og det i øvrigt fungerer godt med tapninger i blodbanken. Derefter vil eventuel kontrol foregå hos alment praktiserende læge.
Sådan foregår tapningerne i blodbanken
Du skal selv booke tid
Når du er henvist fra ambulatoriet til blodbanken, skal du selv tilmelde dig som bloddonor og booke en tid. Enten online via www.givblod.dk eller telefonisk.
Blodbanken tapper hver gang en halv liter blod og tilbyder noget at spise og drikke før du går hjem.
Ferritinmål
Dit ferritinmål er 50-100.
Hvis dit ferritinniveau er højt
Hvis dit ferritinniveau er højt, skal du tappes hver 2.-4. uge. Det er vigtigt, at du følger den plan, der er aftalt med lægen eller sygeplejersken i ambulatoriet.
Efter tapningerne skal du kontrollere svaret på dit ferritinniveau på hjemmesiden: www.givblod.dk.
Når dit ferritinniveau måler 150 ved tapning i blodbanken, skal du overgå til tapning 4 gange årligt. Ferritinniveauet forventes at falde med 50-100 pr. blodtapning, og fald i ferritinniveau kan først ses på blodprøver 2-4 uger efter tapningen. Se næste afsnit.
Når dit ferritinniveau er normalt
Når du har nået dit ferritinmål skal du - ligesom andre donorer – tappes 4 gange om året.
Efter tapningerne skal du kontrollere svaret på dit ferritinniveau på hjemmesiden: www.givblod.dk.
Hvis svaret på dit ferritinniveau er målt til 200 eller over, bør du booke en ekstra blodtapning ud over de vanlige 4 tapninger om året.
Du kan blive afvist som bloddonor
Du skal opfylde alle normale krav til bloddonorer, og kan derfor blive afvist, også selvom du har hæmokromatose. Se kravene for bloddonorer på hjemmesiden: www.givblod.dk
Kommer du i midlertidig karantæne pga. f.eks. rejse i udlandet, skal du genoptage din blodtapning i blodbanken når karantænen er slut. Hold øje med dit ferritinniveau og book en ekstra blodtapning, hvis dit ferritinniveau er over 200.
Bliver du afvist som bloddonor, skal du kontakte os, så vi kan sørge for tapningen.
Er dit forløb i ambulatoriet afsluttet, skal du dog først kontakte din praktiserende læge og blive henvist til os igen.
Blodbanken tager sig af blodtapning, men ikke kontrol af din hæmokromatose. Har du spørgsmål angående din hæmokromatose skal du tale med ambulatoriet, eller hvis du er afsluttet, din alment praktiserende læge.
Kontakt til blodbanken
Hjemmeside: www.givblod.dk
Telefonliste
Amager hospital: 70 10 61 11
Bornholms hospital: 38 67 17 81 / 38 67 17 87
Frederiksberg hospital: 70 10 61 11
Herlev Hospital: 70 10 61 11
Hvidovre Hospital: 38 62 24 89
Nordsjællands Hospitaler: 48 29 41 63
Rigshospitalet: 35 45 20 36