Gå til hovedindhold

Golimumab, behandling med

Inflammatorisk tarmsygdom kan behandles med Golimumab. Læs om behandlingen her.

Golimumab er et biologisk lægemiddel til behandling af en række autoimmune sygdomme, f.eks. colitis ulcerosa. Golimumab har en immundæmpende effekt og virker ved at blokere TNF-alfa signalstof og hæmmer dermed betændelsesreaktionen i tarmen hos patienter med kroniske tarmsygdomme.

Sådan foregår behandlingen

Golimumab gives som indsprøjtning lige under huden enten i låret eller maven. Normalt vil dosis være 200mg første gang (uge 0). Efter 2 uger gives 100mg og herefter er behandlingen 50mg eller 100mg (afhængig af vægt: >80kg = 100mg) hver 4. uge.

De tre første gange gives/tages medicinen i ambulatoriet.

Udlevering af medicin

Efter oplæring vil de fleste selv kunne håndtere at tage medicinen derhjemme.

Du kan hente medicinen i en medicinboks, i vores 'Drop-in'-tider i ambulatoriet eller efter aftale med en sygeplejerske. 

Husk at medbringe en køletaske, da medicinen skal opbevares på køl.

Effekt af behandlingen

Hvis golimumab har den ønskede virkning, vil den indtræde efter få uger. 

Ca. 60% har effekt af behandlingen. Man kan ikke på forhånd sige, hvem der har effekt af behandlingen.

Blodprøver

I uge 0, 2 og 6 skal du have taget blodprøver 1-3 dage før behandlingen. Herefter skal du have taget blodprøver hver 16. uge.

OBS: Du kan kun få udleveret medicinen, hvis du får taget de planlagte blodprøver.

Bivirkninger

De fleste patienter har ingen eller få bivirkninger af golimumab. Der kan forekomme lette gener, f.eks.  forkølelse, ledsmerter og hovedpine, som kan behandles med Panodil/ Pamol/Pinex.

Enkelte personer kan udvikle allergi. Alvorlige allergiske reaktioner er meget sjælden.

I sjældne tilfælde kan der ske en opblussen af tidligere infektioner. Før du starter behandlingen, vil lægen derfor udelukke alvorlige infektioner (tuberkulose, leverbetændelse og HIV).

Golimumab er immundæmpende, og nogle patienter vil derfor være mere modtagelige for infektioner. Det kan variere fra en harmløs forkølelse til mere alvorlige infektioner som lungebetændelser.

Hvis du får tegn på infektion – også i ugerne mellem behandlingerne – skal du kontakte din praktiserende læge, som kan behandle dig med antibiotika, hvis der er tale om infektion med bakterier.

OBS: Hvis du har tegn på infektion, skal du vente med at tage din planlagte medicin, til infektionen er overstået.

Graviditet og amning

Du må godt være i behandling med golimumab under graviditet og amning.

Planlægger du graviditet, og er du i behandling med golimumab, skal du tale med din behandlingsansvarlige læge om behandlingsforløbet. Det er af stor betydning, at graviditeten planlægges således, at tarmsygdommen er i ro helst 6 måneder inden graviditeten. Herved opnår du de bedste forudsætninger for et optimalt graviditetsforløb.

Vaccinationer

Da medicinen hæmmer immunforsvaret, anbefaler vi, at du får den årlige influenzavaccination og pneumokokvaccination hvert 5 år. Unge kvinder bør blive HPV-vaccineret og følge screeningen for livmoderhalskræft.

Udlandsrejser

Planlægger du en udlandsrejse, er det vigtigt, at du undgår destinationer, der kræver vaccination med levende vacciner (hyppigst gul feber), når du er i behandling med golimumab.

I forbindelse med længere udlandsrejser, hvor du skal have medicinen med, udleverer ambulatoriet et særligt rejsepas på medicinen - vær opmærksom på, at det skal bestilles i god tid.

Kontrolundersøgelser i behandlingsforløbet

Du vil blive fulgt med blodprøvekontrol som angivet, Calprotectin (afføringsprøve) efter aftale og samtale med lægen med jævne mellemrum.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden