Gå til hovedindhold

Galdeblæren - fjernelse (Akut operation)

Information om forberedelse og operation.

Kort om operationen

Du skal have fjernet din galdeblære. Årsagen er typisk, at der er betændelse eller sten i galdeblæren eller galdegangen. Operationen foregår i fuld bedøvelse.
Galdesten dannes altid i galdeblæren og består primært af kolesterol og andre stoffer fra galden. Galden er en væske, som indeholder salte, der hjælper med at nedbryde og optage fedt fra kosten. Den udskilles fra leveren, og løber gennem galdeblæren og videre ud i tarmen. Galdestenene ligger i galdeblæren og de fleste mærker dem ikke. Hvis stenene ikke giver symptomer, skal de ikke behandles.
Man kan godt undvære sin galdeblære, da galden fortsat bliver produceret i leveren og kan løbe fra leveren til tarmen gennem den dybe galdegang.

Illustration af galdeblære og galdegang

Der kan opstå ventetid

Vi kan ikke give dig et tidspunkt for din operation, men vi gør vores bedste for at holde dig opdateret. Da vi døgnet rundt modtager akutte patienter og kun har én operationsstue til akutte operationer, kan rækkefølgen blive ændret med kort varsel. Det er lægerne, der beslutter rækkefølgen. Du skal derfor være forberedt på, at der kan opstå ventetid, og at din operation kan blive udskudt.

Vigtig forberedelse

Du skal faste inden operationen

Du skal faste inden operationen. Det vil sige:

  • 6 timer før din operationen skal du stoppe med at spise.
  • 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te.
  • 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste 2 timer inden operationen drikker et stort glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Vi hjælper med de nøjagtige tidspunkter. Hvis du ikke overholder fastereglerne, vil din operation blive aflyst.

Fortæl os, hvis du har diabetes, da der så gælder nogle særlige forholdsregler.

Fjern hår

Inden operationen skal du fjerne eventuelt hår på maven. Du skal fjerne hårene med en trimmer, som vi låner dig. Vi forklarer dig hvordan, du skal gøre. Du må ikke bruge en skraber, da den kan lave små rifter i huden, som øger risikoen for betændelse.

Fjern neglelak og smykker

Under operationen sætter vi et måleapparat på en af dine fingre, som måler iltmætningen i dit blod. Derfor skal du fjerne neglelak og kunstige negle inden din operation. Du kan låne neglelakfjerner på afdelingen. Ur, smykker og piercinger skal du også tage af. Du må gerne have briller, høreapparat og tandprotese med på operationsstuen. Hvis du bruger kontaktlinser, skal du tage dem ud inden operationen.

Gå i bad

Vi anbefaler, at du går i bad inden operationen. Som minimum skal du rense din navle med en vatpind, som vi udleverer.
Du får rent hospitalstøj på inden operationen. Du må ikke have dit eget tøj eller undertøj på.

Børst tænder

Inden operationen skal du børste dine tænder grundigt. Vi udleverer tandbørste og tandpasta.

Vi giver dig smertestillende og blodfortyndende medicin

Kort før du bliver hentet til operation, får du udleveret forebyggende, smertestillende medicin, som du skal tage med så lille en mundfuld vand som muligt.
For at forebygge blodpropper giver vi dig også en indsprøjtning i låret med blodfortyndende medicin. Du vil også få udleveret støttestrømper.

Du får lagt et drop

Vi lægger et drop i din hånd, som vi bruger til at give dig bedøvelse og kontrastvæske. Kontrastvæsken bruges til at lyse organerne op, så vi bedre kan se dem under operationen.

Operationen

Du får fuld bedøvelse

Operationen foregår i fuld bedøvelse, så du sover og ikke mærker noget.

Operationen

Når bedøvelsen virker, laver vi 4 snit i maveskindet og fører en kikkert ind i bughulen. Undervejs bruger vi kontraststof og puster luft ind, så vi bedre kan se. Luften kan føles som en trykken i maven. Galdeblæren med dens indhold af sten fjernes, og snittene sys sammen med tråd.

Efter operationen

Opvågning efter operationen

Når operationen er færdig, kører vi dig til opvågningsafsnittet, hvor du vågner fra bedøvelsen. På opvågningsstuen er du tilsluttet udstyr, som fx måler hjerterytme, blodtryk og temperatur. De fleste er trætte og har brug for hvile, men du må gerne få korte besøg, som skal aftales med sygeplejersken.

Bedøvelsen kan give kvalme

Du kan få kvalme og kaste op på grund af bedøvelsen. Hvis du har brug for det, kan vi give dig medicin mod kvalmen.

Du må spise og drikke

Vi tilbyder dig noget at spise og drikke , når du kommer tilbage på afdelingen.

Vi fortæller dig om operationen

Efter operationen fortæller vi dig, hvordan det er gået.

Du kan få ondt i skulderen

Efter operationen får nogle ondt i højre skulder, fordi vi har pustet luft ind i bughulen under operationen. Luften kan irritere mellemgulvet, og det kan opleves som smerter i skulderen. Det er normalt og går over af sig selv efter et par dage. Jo mere du er oppe og bevæger dig, jo hurtigere forsvinder smerterne. Smerterne kan også lindres med en varmepude.

Bevæg dig efter operationen

Du skal hurtigst muligt ud af sengen og bevæge dig efter operationen, da det vil gøre dig hurtigere frisk og mindske eventuel kvalme og risikoen for komplikationer.

Du bliver udskrevet

De fleste er klar til at blive udskrevet samme dag. Du er klar, hvis du:

  • ikke har kvalme eller kraftige smerter
  • har spist og drukket
  • har tisset uden problemer
  • er blevet informeret om, hvad du skal være opmærksom på derhjemme.

Hjemme igen

I det følgende kan du se, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen.

Ubehag eller smerter

Fortsæt med smertestillende medicin

Du skal fortsætte med at tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. For de fleste er det 3 dage.
Vi anbefaler, at du tager medicinen på faste tidspunkter i 3 dage efter operationen:

Tidspunkt:Kl. 08Kl. 12Kl. 15Kl. 17Kl. 22
Paracetamol á 500 mg, 2 tabletterXX XX
Ibuprofen á 200 mg, 2 tabletterX X X

Du må ikke tage ibuprofen, hvis du har kronisk tarmbetændelse (Crohns sygdom), har haft mavesår, har hjertesvigt eller hvis din egen læge fraråder det af andre årsager.

I nogle tilfælde kan der være behov for stærkere smertestillende medicin, som du kan få med hjem fra hospitalet.

Du kan få en bule og blive blå ved såret

Hvis du får en bule ved såret og smerter inden for det første døgn, kan det ofte lindres med en ispose og pres på området i cirka 30 minutter. Hvis det ikke hjælper, kan du ringe til os.
Huden rundt om såret kan blive blå på grund af blodudtrædning. Det er ikke farligt og går over af sig selv i løbet af 2-3 uger.

Pleje og hygiejne

Spis og drik, som du plejer

Efter operationen må du spise og drikke, som du plejer.

Tag kun brusebade

Efter 24 timer må du gerne tage brusebad, men du skal undgå at bade i havet, gå i karbad eller svømmehal de første 10 dage, da det øger risikoen for betændelse.

Brug plaster, hvis du har behov for det

Plastrene kan fjernes 24 timer efter operationen. Herefter er det er ikke nødvendigt at have plaster på, men hvis der kommer væske fra operationssåret, kan det være en god idé. Du kan også sætte et plaster på, hvis du føler behov af andre grunde. Du skal dog skifte plastret dagligt, og hvis det bliver vådt i brusebadet.

Undgå forstoppelse

Hvis du ikke har haft afføring 2-3 dage efter operationen, anbefaler vi, at du tager 2 tabletter Magnesia, inden du går i seng. Magnesia kan købes i håndkøb. Husk at drikke rigeligt med væske, gerne 1½-2 liter om dagen, og bevæge dig så meget som muligt. Hvis du får diarré, skal du stoppe med at tage Magnesia.

Tag din medicin, som du plejer efter operationen

Hvis du tog vanlig medicin før operationen, kan du fortsætte med at tage den, som du plejer.

Hjælp din krop med at komme sig

Efter din operation har bevægelse, kost, rygning og alkohol stor betydning for, hvor hurtigt du får kræfterne tilbage, og hvor godt såret heler.
Læs om, hvordan du kommer dig bedst muligt på www.bispebjerghospital.dk/patientguiden. Søg på ’livsstil’.

Bevægelse og hvile

Genoptag dine hverdagsaktiviteter

Når du kommer hjem, må du genoptage dine daglige aktiviteter og bevæge dig, som du plejer. Lyt til din krop og hold pause, hvis du får smerter, der ikke kan dækkes af smertestillende medicin.

Undgå tunge løft

Du skal undgå tunge løft, indtil du har fået fjernet tråde.

Genoptag seksuel aktivitet, når du er klar

Du kan genoptage seksuel aktivitet, når du har kræfter og lyst til det. Det kan ikke skade dig, men lyt til din krop, hvis du får smerter fra såret.

Praktiske forhold

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Hvis du har været i fuld bedøvelse, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • ikke må køre bil eller andre køretøjer
  • ikke må betjene maskiner
  • ikke bør drikke alkohol.

Få fjernet tråde

Du skal have fjernet tråde hos din egen læge 10-12 dage efter operationen, medmindre du får andet at vide. Husk selv at bestille tid.

Sygemelding

Det er individuelt, om der er behov for sygemelding. Hvis du har brug for en sygemelding i en periode, kan du få den hos din egen læge.

Kom eventuelt til kontrol

Hvis vi vurderer, at du skal komme til kontrol, bliver du indkaldt via Digital Post eller fysisk post. Til kontrollen taler vi med dig om dit videre forløb.

Det skal du reagere på

Kontakt os ved tegn på betændelse (Åben telefonkontakt)

De første 3 døgn efter operationen kan du kontakte Kirurgisk Modtageafsnit KMO direkte uden først at kontakte din egen læge. Det kalder vi for Åben telefonkontakt. Du skal kontakte os, hvis du oplever:

  • rødme, varme, hævelse eller ømhed ved såret
  • tiltagende smerter
  • feber over 38 grader.

Hvis det sker mere end 3 døgn efter operationen, skal du i stedet kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden