Gå til hovedindhold

Forfodsnedfald (metatarsalgi) - behandlingsmuligheder

Behandlingsmuligheder ved forfodsnedfald.

Kort om forfodsnedfald

Hvis bindevæv og ledbånd mellem knogler og led i mellemfoden falder sammen, kommer der øget belastning af forfoden. Det kan give forfodsnedfald. Det kalder vi også for metatarsalgi. Forfodsnedfald kan give ubehag og smerter i foden, fordi hele forfoden og tæerne kommer i kontakt med underlaget.

Årsager til forfodsnedfald

Der kan være flere årsager til, at man udvikler forfodsnedfald. Risikoen for at udvikle forfodsnedfald stiger med alderen og ved overbelastning af forfoden. Derfor er tilstanden også mere udbredt blandt ældre, motionsløbere og personer, der står og går meget til dagligt.

Forfodsnedfald kan også skyldes fodtøj med dårlig pasform, manglende smidighed og stramme haser eller arv. I nogle tilfælde skyldes det, at leddene er blevet ødelagt og slidt ned i forbindelse med gigt med fejlstillinger i foden.

Symptomer på forfodsnedfald

De mest almindelige symptomer på forfodsnedfald er ubehag eller smerter under forfoden, som kan stråle ud i tæerne til 2., 3. og 4. tå. Smerterne kan komme, hvis du fx belaster foden, eller når du bruger sko, der klemmer. Du kan have dage med mindre ubehag og dage med stærke smerter.

Sådan stilles diagnosen

Vi stiller diagnosen ved at kigge og mærke på foden. Vi kigger blandt andet på, om fodbuen er nedsunket. Vi tester også, om haserne er stramme eller korte. Du får også taget et røntgenbillede.

Behandlingsmuligheder

Fødder er forskellige fra person til person, og derfor giver vi individuel behandling og vejledning. Forfodsnedfald kan behandles på flere måder. Vi vælger den behandling, som bedst hjælper dig.

Speciallavet fodtøj

Du kan få tilpasset dit fodtøj eller bruge indlægssåler, som kan hjælpe med at aflaste din fod.

Medicin

Vi kan sprøjte binyrebarkhormon ind i foden, som kan lindre smerten.

Operation

Nogle gange er operation nødvendig. Lægen, der skal operere, vurderer, hvilken operation der passer bedst i dit tilfælde. Du får en stor forbinding og en støvle eller sandal på foden efter operationen.

Nogle patienter oplever, at de stadig har smerter, eller at deres problem ikke er løst, selv om operationen går godt.

Korrektion af mellemfodsknoglens ledhoved

Vi saver mellemfodsknoglen over og korrigerer den, så belastningen under foden bliver mindre. Derefter fikserer vi knoglen. Hvis du også har fejlstilling af de små tæer (hammertå), opererer vi for det på samme tid.

Fjernelse af mellemfodsknoglens ledhoved

Vi saver mellemfodsknoglens ledhoved af og fjerner det, så belastningen under forfoden bliver mindre.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden