Ved endetarmsfremfald, også kaldet rektalprolaps, er endetarmen blevet presset ud af endetarmsåbningen. Det kan fx ske ved toiletbesøg eller når man står op.
I de fleste tilfælde kan endetarmen skubbes på plads med en flad hånd eller ved, at man sætter sig på en stol eller et toilet med lukket toiletbræt.
Endetarmsfremfald vil i langt de fleste tilfælde medføre, at man ikke kan holde på afføring. For nogle vil prolapsen være uden for endetarmsåbningen permanent. Det kan kræve akut indlæggelse.
Årsager til endetarmsfremfald
Endetarmsfremfald skyldes mange års pressen for afføring, fx ved forstoppelse, og svaghed i bækkenbundens muskulatur og i endetarmens lukkemuskel.
Symptomer på endetarmsfremfald
De mest almindelige symptomer er:
- Tarmen kan føles og ses uden for endetarmsåbningen.
- Problemer med at holde på afføring og luft.
- Besvær med at komme af med afføring og tendens til forstoppelse.
- Slim og blod i afføringen.
- Smerter.